Gå til hovedindhold
Nyheder

Udflugter for pensionister 2025

Aktivitetshuset Wiedergården står for at arrangere fire forskellige udflugter for kommunens pensionister – tre ture til sommer og en tur sidst på efteråret. Læs tur-beskrivelserne. Billetsalg sker onsdag den 2. april 2025 (for tur nr. 1 og 2 kl. 11.30-13 og for tur nr. 3 kl. 13.30-14).

En af skovturene går til Dragsholm slot, hvor du kan opleve denne udsigt. Foto: Dragsholm Slot

Indhold

    Fire mulige udflugter

    Vi arrangerer udflugter for kommunens pensionister – både til sommer og efteråret. Du kan vælge imellem fire forskellige skønne udflugter. 

    Der er mulighed for at opleve, spise og hygge med andre på en af følgende ture:

    • Tur 1: Odsherred og Dragsholm Slot, tirsdag den 20. maj 2025 kl. 9 til ca. kl. 17. Pris: 350 kr.
    • Tur 2: Ladbyskibet og Kerteminde, tirsdag den 17. juni 2025 kl. 8 til ca. kl. 17. Pris: 375 kr. Turen gennemføres med liftbus. Bemærk: Er du kørestolsbruger, skal du bestille plads til dig og en medhjælper tirsdag den 1. april 2025 – ring på 32 89 02 92
    • Tur 3: Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og til Christiansminde, onsdag den 27. august 2025 kl. 7.30 til ca. kl. 18. Pris: 400 kr.
    • Tur 4: Juletur til Bosjökloster Slot i Skåne, fredag den 28. november 2025 kl. 9 til ca. kl. 17. Pris: cirka 510 kr. Du skal huske at medbringe dit pas, kørekort eller rejsekort med billede. Bemærk: Billetsalg til tur 4 sker onsdag den 13. august 2025.

    Der mulighed for at stige på bussen ved SuperBrugsen, Havnen ved busholdepladsen og ved Lidl.

    Læs mere på wiedergaarden.dk, hvor du også kan se aktivitetshusets forskellige tilbud.

    Billetsalg til årets ture: onsdag den 2. april

    Du kan kun deltage i én af de fire ture og højest købe to billetter. Du skal bo i kommunen.

    Billetsalget til de første tre ture sker i Dragørs Aktivitetshus Wiedergården, Wiedergården 2, onsdag den 2. april 2025 for tur nr. 1 og 2 kl. 11.30-13 og for tur nr. 3 kl. 13.30-14. På dagen kan du få udleveret et kø-nummer kl. 11 til tur 1 og 2 og kl. 13 til tur 3.

    Bemærk: Tur nr. 2 gennemføres med liftbus. Er du kørestolsbruger, kan du henvende dig til Informationen på Wiedergården på telefon 32 89 02 92 dagen før, altså tirsdag den 1. april 2025, og bestille billet til dig og en medhjælper.

    Billetsalget til den fjerde tur sker onsdag den 13. august 2025 kl. 10.30-13.30. På dagen kan du få udleveret et kø-nummer fra kl. 10.

    Betaling foregår med Dankort eller MobilePay.

    Ret til ændringer forbeholdes. I det videre kan du læse om de enkelte ture.

    Tur nummer 1

    • Odsherred og Dragsholm Slot
    • Tirsdag den 20. maj 2025 kl. 9 til ca. kl. 17.
    • Pris: 350 kr.

    Turbeskrivelse

    Turen går til Danmarks første UNESCO Global Geopark, det naturskønne Odsherred. Vi oplever bl.a. den fantastiske udsigt fra Veddinge Bakker. Frokosten spises på Dragsholm Golfklub i Restaurant Skovsbøll. Derefter kører vi til Dragsholm Slot, hvor vi får en guidet havevandring. Eftermiddagen afsluttes med kaffe og kage i slottets cafe ”Madhuset”.

    Turen er ikke egnet for gangbesværede. Hjemkomst ca. kl.17

    Påstigning kl. 8.45 ved SuperBrugsen, Havnen ved busholdepladsen og Lidl.

    Tur nummer 2

    • Ladbyskibet og Kerteminde
    • Tirsdag den 17. juni 2025 kl. 8 til ca. kl. 17.
    • Pris: 375 kr.
    • Turen gennemføres med liftbus. Er du kørestolsbruger, skal du bestille plads til dig og en medhjælper tirsdag den 1. april 2025 – ring på 32 89 02 92.

    Turbeskrivelse

    Turen går til Vikingemuseet Ladby på Fyn. Her blev en vikingekonge begravet i sit krigsskib i en gravhøj i år 925, og som noget helt enestående kan man træde direkte ind i skibsgraven og se skibet med skeletrester af heste og hunde. I det moderne museum fortælles historien om fortidens konger og livet i vikingernes verden. 

    Turen fra parkeringspladsen til museumsbygningen samt turen ud til højen kan være udfordrende på grund af henholdsvis grus- og jordsti. Men både museumsbygningen og højen med vikingeskibsgraven er handicapvenligt indrettede med ramper, ingen dørtrin, og i museet er der elevator.

    Fra Ladby kører vi til Kerteminde, hvor vi spiser frokost på Tornøes Hotel. Derefter bliver der tid til at gå på opdagelse i den gamle idylliske bymidte med shopping gader. Vi slutter med kaffe og kage på Tornøes Hotel. 

    Hjemkomst ca. kl. 17.

    Påstigning kl. 7.45 ved SuperBrugsen, Havnen ved busholdepladsen og Lidl.

    Tur nummer 3

    • Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg og til Christiansminde
    • Onsdag den 27. august 2025 kl. 7.30 til ca. kl. 18.
    • Pris: 400 kr.

    Turbeskrivelse

    Turen går til Svendborg og Forsorgsmuseet – Danmarks sidste fattiggård, som ligger midt i det gamle Svendborg. Fattiggården blev opført i 1872 under navnet ‘Svendborg Kiøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt’. Ved ankomsten til Fattiggården blev man ‘indlagt’ og frataget sine borgerlige rettigheder som f.eks. stemmeret og værgeretten over egne børn. Først i 1974 lukkede man stedet ned. I dag har museet har mange spændende udstillinger. 

    Derfra kører vi til Hotel Christiansminde, som har en fantastisk udsigt over Svendborgsund, og her vil der blive serveret en lækker frokost for os, inkl. kaffe og kage.

    Hjemkomst ca. kl. 18.

    Påstigning kl. 7.15 ved SuperBrugsen, Havnen ved busholdepladsen og Lidl.

    Tur nummer 4

    • Juletur til Bosjökloster Slot i Skåne
    • Fredag den 28. november 2025 kl. 9 til ca. kl. 17.
    • Pris: cirka 510 kr.
    • Du skal huske at medbringe dit pas, kørekort eller rejsekort med billede.
    • Billetsalg til tur 4 sker onsdag den 13. august 2025 kl. 10.30-13.30. På dagen kan du få udleveret et kø-nummer fra kl. 10.

    Turbeskrivelse

    Vi skal opleve et stemningsfyldt julemarked, hvor 75 kunsthåndværkere og madproducenter viser, hvad de evner inden for husflid, kunsthåndværk og delikatesser. Desuden er der en julebutik. Her er alle chancer for at finde julegaver til en god svensk pris.

    Kontanter (sv.kr.) kan være en god ide.
     
    Fra julemarkedet kører vi til Staffanstorp Gästis, hvor en lækker svensk julebuffet venter os.
     
    Påstigning kl. 8.45 ved SuperBrugsen, Havnen ved busholdepladsen og Lidl.

    Læs mere

    Se Aktivitetshusets forskellige tilbud på wiedergaarden.dk