Sundhedsprofil 2025: ’Hvordan har du det?’
Region Hovedstaden har sendt spørgeskemaet ’Hvordan har du det?’ ud til 2.450 tilfældigt udvalgte Dragør-borgere på 16 år eller derover. Er du én af dem? Det finder du ud af ved at tjekke din digitale post.

Måske kan du huske det. Det var under coronapandemien. Det er nemlig fire år siden, at Region Hovedstaden sidst spurgte til vores trivsel, sundhed og sygdom.
I sidste uge sendte Region Hovedstaden brev til 100.000 borgere i regionens i alt 29 kommuner og altså 2.450 borgere på 16 år eller ældre i Dragør Kommune. Sundhedsprofilen er en del af en landsdækkende undersøgelse.
Alle svar er vigtige, fordi de giver bedre mulighed for at forebygge og behandle sygdomme og er med til at forbedre det fælles sundhedsvæsen.
Husk: Du kan vinde præmier
Skynd dig at svare! Første udtrækning af vindere sker torsdag den 27. februar 2025. Vinderne får direkte besked i uge 10.
I alt kan du nå at være med i tre udtrækninger, hvis du svarer, inden spørgeundersøgelsen er slut.
Frist for at svare
Frist for at svare på undersøgelsen er søndag den 18. maj 2025.
Fakta
- Undersøgelsen af danskernes sundhed hedder: Hvordan har du det?
- I alt 314.550 borgere nationalt og 100.050 i Region Hovedstaden får et spørgeskema i Digital Post eller med brev.
- Der er lavet en tilfældig udtrækning blandt borgere på 16 år eller derover i CPR-registret.
- Undersøgelsen gennemføres i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.
- Undersøgelsen bliver brugt til at forbedre forebyggelsen og behandlingen af sygdomme. Samtidig sætter svarene fokus på danskernes sundhed og trivsel. For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet.
- De fem regioner, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening, Statens Institut for Folkesundhed, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministerium står bag undersøgelsen.