Gå til hovedindhold
Nyheder

Styrket indsats for børn i sorg

Under overskriften ”Fordi ingen børn skal stå alene med sorg”, tilrettelægger vi nu en styrket indsats for at støtte børn og unge i kommunen, som oplever sygdom og sorg i familien. Det sker i et tæt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse i Dragør, som støtter indsatsen økonomisk.

17. jun. 2024

Indhold

    Hver dag er der fem børn i Danmark, som oplever at miste en forælder. Der er også knap 35.000 børn hvert år, der oplever alvorlig sygdom hos en forælder. I Dragør Kommune svarer det til, at 87 børn hvert år oplever, at deres far eller mor indlægges med en kritisk sygdom, og at fire børn hvert år mister en forælder. Det oplyser Kræftens Bekæmpelse.

    Mange af disse børn kan føle sig alene og anderledes. De trives dårligere end deres jævnaldrende og har mere fravær i skolen.

    Kursus for nøglemedarbejdere i efteråret

    Dragør Kommune tilrettelægger nu et kursusforløb for nøglepersoner i kommunen, som skal hjælpe børn og unge i kommunen til at håndtere sygdom og sorg i familien. Det sker gennem et fagligt samarbejde med OmSorg, som er en del af Kræftens Bekæmpelse.

    Borgmester Kenneth Gøtterup byder indsatsen velkommen. Han siger: ”At støtte børn og unge, som oplever sorg, enten fordi der er kritisk sygdom eller er sket et dødsfald i deres familie, kan ofte være fyldt med svære afvejninger og dilemmaer for medarbejderne i vores dagtilbud og skoler.”

    Han fortsætter: Derfor er jeg på kommunens vegne meget taknemmelig for det flotte tilbud fra Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling her i Dragør. De støtter nemlig indsatsen økonomisk, så vi kan kompetenceudvikle nøglemedarbejdere i kommunen til gavn for sårbare familier.”

    At turde tage têten

    Erfaringer viser, at alvorlig sygdom eller dødsfald i familien vælter hverdagen omkuld og sætter de primære omssorgsgivere under pres. Derfor har børn med disse vilkår brug for ekstra opmærksomhed, omsorg og forsikring om, at der er voksne, der ser og hører dem.

    Ole Morten Landsmann, som er formand for lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse i Dragør, siger: ”I Kræftens Bekæmpelse er OmSorgs motto, at børns sorg er et voksent ansvar. Derfor er vi også rigtig glade for, at kommunen ser perspektivet i at uddanne de professionelle voksne, som omgås børn og unge i sorg.”

    Han uddyber: ”Det handler langt hen ad vejen om viden og om at turde tage têten, når en familie rammes af svær sygdom eller et pludseligt dødsfald. Det kan være i forbindelse med kræft, men det kan også være anden kritisk sygdom og ulykke. Det er så vigtigt, at der er nogen, som ser barnet eller den unge og kan gribe det i situationen.”

    Helt konkret

    Kurset afholdes til november 2024 for 20 medarbejdere og ledere fra kommunens dagtilbud, skole, SFO, Ung Dragør, PPR, støttekorps, Børne-, Unge- og Familierådgivningen og Sundhedsplejen. De får en særlig rolle og opgave i forhold til at støtte børn og unge, der oplever sygdom og sorg i familien.

    Med afsæt i at styrke den brede forankring og viden af sorgindsatsen i kommunen vil der på kurset være fokus på tre elementer, som Kræftens Bekæmpelse generelt anbefaler for at styrke kommunens sorgberedskab:

    1.    Fagligt kvalificerede fagprofessionelle og tilbud til sorgramte børn og familier

    2.    Opdaterede sorghandleplaner i dagtilbud og på skoler

    3.    Nøglepersoner, som har en særlig viden om sorgramte børn, der kan sikre en effektiv opsporing af sorgramte børn og sikre en tidlig og forebyggende indsats.

    Prisen for kurset er 60.000 kr., og beløbet betaler Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Dragør Kommune. Dragør Kommune er ansvarlig for forplejning og lokaler til kursusafholdelse.