Overvågningsstrand: Lad skraldet ligge
Holder du af at gå tur på strandengene i Dragør? Så har du måske også lagt mærke til to skilte, som er sat op og afmærker en 100 meter lang strækning: ”Forsøgsområde ved Kofoeds Enge – Overvågning af opskyllet affald”.
Kofoeds Enge er udpeget som overvågningsstrand med en opfordring om ikke at fjerne opskyllet affald og heller ikke efterlade eget affald. Fire gange om året indsamler forskere nemlig her affald på en strækning på 100 meter. Det sker på vegne af Miljøstyrelsen.
Affald registreres
Kofoeds Enge er ikke den eneste overvågningsstrand i landet, hvor slikpapir, dåser, plastikflasker, vatpinde m.m. bliver registreret.
Det er en overvågning, som foregår flere steder i Danmark, fortæller Jakob Strand, som er koordinator for national overvågning af marint affald ved Nationalt Center for Miljø- og Energi på Aarhus Universitet:
”Og hvor vi opfordrer til, at strandgæster ikke samler skraldet ind, da vi selv ønsker at gøre det. Vi ønsker heller ikke, at strandgæster efterlader eget skrald, og heller ikke hvis det er indsamlet på andre strandstrækninger i området.”
Han forklarer, at overvågningen sker på baggrund af den danske implementering af EU's Havstrategidirektiv og forventer, at den vil fortsætte i årene fremover.
EU-direktivet forpligter Danmark til at overvåge og følge udviklingen af opskyllet affald på udvalgte strande.
Ud over EU vil de indsamlede data også tilgå HELCOM til brug for de internationale miljøvurderinger i Østersøen. HELCOM er en mellemstatslig kommission, som arbejder for at beskytte det maritime miljø i det baltiske område.
Viden og indsats mod forurening
Af Miljøstyrelsens hjemmeside fremgår blandt andet, at der typisk findes 50-300 stykker skrald på de danske overvågningsstrande. Det er langt over EU’s grænse på maksimalt 20 stykker plastik pr. 100 meter strand.
Viden om affaldet på strandene bliver brugt til at lave indsatser mod forurening af havet.