Gå til hovedindhold
Nyheder

Gæs omkring Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn, Trafikstyrelsen og Miljøstyrelsen samarbejder med lokale lodsejere om at holde gæssene væk fra markerne nær lufthavnen. Ligesom Københavns Lufthavns egne "Wildlife Control"-jægere spiller også en stor rolle i at håndtere gæssene nær lufthavnen.

3. dec. 2024

Indhold

    I vinterhalvåret ses der ofte store flokke af gæs omkring Københavns Lufthavn.

    Risiko for kollision mellem gæs og fly

    De fleste af disse gæs opholder sig i de nærliggende naturreservater, hvor de ikke påvirker flytrafikken. Men når gæssene begynder at søge ind på markerne omkring lufthavnen, stiger risikoen for kollisioner mellem gæs og fly. Disse sammenstød, også kendt som "birdstrikes", kan forårsage alvorlige skader på fly og i værste fald føre til havari.

    For at imødegå denne udfordring samarbejder Københavns Lufthavn, Trafikstyrelsen og Miljøstyrelsen med lokale lodsejere om at holde gæssene væk fra markerne nær lufthavnen.

    Tilladelse til at jage

    Lodsejerne har derfor fået tilladelse til at jage tre forskellige gåsearter hele året, da jagt er en effektiv metode til at minimere antallet af gæs i området. Af den årsag vil der kunne høres jagtstøj i løbet af ugen og i weekender i nærområderne til lufthavnen.

    Indsatsen har til formål at reducere risikoen for kollisioner mellem fly og gæs i Københavns Lufthavn. Den foretages med udgangspunkt i en undersøgelse foretaget af Aarhus Universitet, der viser, at gæssene gerne skal forstyrres på markerne mindst to gange om ugen for, at antallet af gæs forbliver så lavt som muligt. Undersøgelsen kan læses her.

    Københavns Lufthavns egne "Wildlife Control"-jægere spiller også en væsentlig rolle i den samlede løsning for gåseforvaltningen nær lufthavnen. Wildlife Control er aktive døgnet rundt for at sikre, at gæssene ikke finder ro inden for lufthavnens område. Deres arbejde indebærer overvågning, registrering, patruljering og bortskræmning af fugle og vildt inden for lufthavnshegnet.

    Århus Universitet følger indsatsen

    Den intensiverede indsats vil være i gang indtil 30. maj 2025, og resultaterne vil blive løbende analyseret af Århus Universitet.

    Spørgsmål til indsatsen kan rettes til leder af Wildlife Control i Københavns Lufthavn Jesper Samson på e-mail fugle@cph.dk