Gå til hovedindhold
Nyheder

Forebyg smitsomme sygdomme

Så skal vi til det igen. Efteråret er over os, og vinteren står klar i kulissen. Med årstiden kommer risikoen for at blive syg og komme til at smitte andre. Her er fem gode råd, som du kan bruge i din hverdag.

12. nov. 2024

Grafik: Sundhedsstyrelsen

Indhold

    Sundhedsstyrelsen har bedt os sætte fokus på fem gode råd, som du kan bruge i din hverdag for at forebygge en lang række smitsomme sygdomme.

    5 gode råd til at forebygge smitsom sygdom

    1. Vask hænder tit eller brug hånddesinfektion
    2. Host og nys i ærmet
    3. Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer på sygdom
    4. Luft ud ofte og skab gennemtræk
    5. Gør rent – særligt på overflader mange rører ved.

    Undgå at smitte andre udsatte

    Det er især vigtigt, at du undgår at smitte personer med nedsat immunforsvar. Influenza eller lungebetændelse kan for eksempel være farligt for personer med svækket immunforsvar.

    Personer over 65 år er også særligt udsatte, da de kan være mere modtagelige for infektioner og have sværere ved at blive raske igen.

    Tegn på smitsom sygdom:

    • Tiltagende hoste
    • Feber (over 38 grader)
    • Kulderystelser
    • Diarré eller opkast
    • Ondt i halsen
    • Udslæt
    • Almene symptomer som træthed, ømhed i kroppen og kvalme
    • Løbenæse i sammenhæng med andre symptomer

    Har du nogle af disse symptomer, så kan det være tegn på smitsom sygdom. Der kan være flere årsager til symptomerne, og det er derfor vigtigt at se på, hvordan du eller dit barn i øvrigt har det.

    Hvis man kun har løbenæse og ellers føler sig frisk, er der ikke grund til at blive hjemme. Det samme gælder, hvis man har løbenæse/hoste og kendt allergi eller astma.

    Smitte gennem luft og kontaktsmitte

    Flere sygdomme smitter på samme måde. Det sker ved, at virus bliver overført fra luftvejene hos en, der er smittet, til en anden persons luftveje eller slimhinder på en af følgende måder:

    Smitte gennem luft

    Nogle sygdomme kan smitte gennem luft. Det sker, når dråber med virus eller bakterier bliver spredt i luften fx gennem host, nys, sang, høj tale eller råb. Dråberne kan herefter indåndes af en anden person eller de kan blive afsat direkte på øjen-, mund- og næseslimhinder.

    Dråberne kan indåndes, mens de er i luften.

    Kontaktsmitte

    Der findes to typer af kontaktsmitte: indirekte kontaktsmitte og direkte kontaktsmitte.

    Indirekte kontaktsmitte sker, når virus eller bakterier lander på ting eller overflader, som en anden person rører ved og derefter rører ved egne slimhinder i øjne, næse eller mund.

    Direkte kontaktsmitte sker, når der er fysisk kontakt mellem den, der smitter, og den, der bliver smittet. Det kan for eksempel være ved kys og håndtryk.

    Se mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside