Undersøgelse: Cirka 70 % ønsker fjernvarme
Godt 3.000 borgere og 77 virksomheder har deltaget i undersøgelsen af, hvilken fremtidig varmekilde de ønsker sig til at varme deres ejendomme op med. Cirka 70 procent ønsker sig fjernvarme.
Dragør Kommune har i februar 2023 spurgt borgere og virksomheder i kommunen om deres ønsker til fremtidig varmekilde. Undersøgelsen blev sat i værk for at gøre kommunen klogere, når overgang fra brug af fossile brændstoffer skal planlægges nærmere.
Der har været stor interesse for at deltage i undersøgelsen, hvilket glæder borgmester Kenneth Gøtterup.
”Det var frivilligt og helt uforpligtende at svare på undersøgelsen. At 3.000 borgere og 77 virksomheder så har taget sig tid til at svare, vidner om et kæmpe engagement. Det vil jeg gerne kvittere for,” siger Kenneth Gøtterup og fortsætter:
”Det giver os et solidt fingerpeg om deres forventninger og ønsker og dermed også et godt grundlag for vores videre arbejde med varmeplanen for kommunen.”
Baggrund
I alt 98 procent grundejere i kommunen forventes at kunne få deres ejendom koblet på det fremtidige fjernvarmenet. Men grundejerne bestemmer selv, om de vil koble deres ejendom til fjernvarmenettet.
I dag bruger otte ud af ti grundejere i Dragør Kommune naturgas til at varme deres ejendomme op med, men Folketingets partier har indgået en politisk aftale om at udfase olie og naturgas til rumopvarmning hurtigst muligt – og senest i 2035.
Undersøgelsens resultat
Grundejerne er blevet spurgt om, hvilken varmekilde de ønsker at have i 2028. Er det for eksempel:
- fjernvarme
- individuel varmepumpe
- naturgas
- brændeovn eller lignende
- eller noget andet?
I alt 69 procent af borgerne og 89 procent af virksomhederne ønsker sig fjernevarme som fremtidig varmekilde. De tilsvarende tal for individuel varmepumpe er henholdsvis 9 procent af borgerne (svarende til den nuværende andel) og 3 procent af virksomhederne.
Helle Barth, formand for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, siger: ”Det er et meget tydeligt resultat, og det glæder mig. For det signalerer, at vi er på rette vej, når vi i samarbejde med Tårnby Kommune og Tårnby Forsyning planlægger at etablere fjernvarme som et alternativ til fossilt opvarmning.”
Fakta
I alt er 7.065 borgere blevet spurgt, heraf har 3.124 borgere svaret på undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 43.
Figur: Fordeling af borgernes svar på, hvilken varmekilde de ønsker at have i 2028 – i procent.
Desuden er i alt 203 Dragørvirksomheder blevet spurgt, heraf har 77 virksomheder, inkl. boligforeninger, svaret. Det giver en svarprocent på 38. Det samlede opvarmede areal for de deltagende virksomheder svarer til 150.000 m2 (eller cirka 21 fodboldbaner).