Gå til hovedindhold
Nyheder

Søvang: Grundstørrelse og byggeprocent

Klima-, By- og Erhvervsudvalget har i januar 2023 vedtaget nye retningslinjer for, hvordan byplanvedtægten for Søvang skal administreres af kommunen. Med de nye retningslinjer er der skabt en større klarhed over, hvad den enkelte grundejer eller rådgiver kan forvente at få tilladelse til at bygge og udstykke i Søvang.

8. feb. 2023

Indhold

    Byplanvedtægt nr. 4 for Søvang regulerer blandt andet størrelsen på grundene, og hvor stor en andel af grunden, som grundejeren må bygge på.

    Baggrund

    Dragør Kommunalbestyrelse vedtog i efteråret 2022 en ny 12-årig kommuneplan. Et særligt tema i forbindelse med kommuneplanen var byfortætning, og mange borgere deltog aktivt i debatten og gav høringssvar.

    I den forbindelse gav kommunalbestyrelsen blandt andet udtryk for, at den praksis for Søvang, hvor byplanvedtægtens krav om udstykning af grunde med mindste-grundstørrelser på 700 m2, skulle håndhæves mere restriktivt.

    Det er nu mundet ud i et sæt nye retningslinjer for, hvordan kommunen administrerer muligheden for at give dispensation fra byplanvedtægten. Retningslinjerne blev endelig vedtaget af Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 11. januar 2023.

    Større klarhed

    Med de nye retningslinjer er der skabt en større klarhed over, hvad den enkelte grundejer eller rådgiver kan forvente at få tilladelse til at bygge og udstykke i Søvang.

    Retningslinjerne omhandler ansøgninger om dispensation til udstykninger til fritliggende enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og kædehuse.

    Derudover er der fastsat retningslinjer for dispensation for, hvor stor en andel af grunden bebyggelsen må udgøre, dvs. bebyggelsesprocent, og for hvor høj bebyggelsen må være i første række af huse mod havet.

    Konkret omhandler retningslinjerne tilfælde, hvor spørgsmålet om dispensation oftest er på tale.

    Alle ejendomsejere i Søvang har fået direkte besked om de nye retningslinjer via brev.