Gå til hovedindhold
Nyheder

Julekalender 2024 optages i Dragør

DR Drama optager næste års julekalender Tidsrejsen 2 i Dragør. Det sker i et samarbejde med Dragør Kommune, og forberedelserne er i fuld gang. Der er informationsmøde tirsdag den 10. oktober 2023 i Besøgscentret/turistkontoret på Dragør Havn.

3. okt. 2023

Foto: © Thomas Gerhardt / Marie Øst Vejbæk

Indhold

    For cirka et halvt år siden tog Danmarks Radio kontakt til Dragør Kommune. DR Drama ville nemlig gerne i dialog om at optage en fortsættelse af julekalenderen ’Tidsrejsen’ fra 2014 i Dragør. 

    I sidste uge har DR så meldt formelt ud i den store offentlighed, at den populære julekalender får 24 nye afsnit, som vil løbe over skærmen til næste år – 10 år efter den første sæson. 

    Sådan noget at svært at holde hemmeligt i Dragør. Borgmester Kenneth Gøtterup siger: ”Den gode nyhed spredte sig hurtigt efter DR havde taget kontakt til forskellige parter i Dragør. Derfor er jeg også glad for, at DR er klar til at melde konkret ud nu. Det er en Danmarksnyhed i Dragør.”

    Han fortsætter: ”Jeg er også rigtig stolt over, at vores fantastiske by igen vil danne ramme og kulisse for DR’s nye satsning. Vi byder selvfølgelig DR Drama velkommen.”

    Iscenesættelse af Tidsrejsen 2 kommer til at ske i og omkring Dragør Havn, Skurbyen, det traditionsrige julemarked i Dragør Gamle By på Badstuevælen.

    Synlig i bybilledet

    Forberedelserne er i fuld gang, og DR Drama vil i den kommende tid være meget synlige i Dragør. Det gælder med en række optagelser forskellige steder i byen og med et tilbud til Dragørs borgere om måske at medvirke i julekalenderen som statister. 

    DR vil optage på forskellige dage i perioden fra mandag den 16. oktober (i efterårsferien) til onsdag den 20. december 2023. Derudover vender DR tilbage for en kort stund næste år i vinterferien (uge 7), hvor DR atter skal filme på Dragør Skole. DR fortæller, at de præcise datoer for, hvornår DR er hvor, ligger endnu ikke helt fast, men at alle berørte beboere bliver informeret via beboerbreve i postkasser, offentlige opslag o.l.

    DR filmer undervejs følgende steder:

    • Dragør Skole
    • Dragør Havn
    • Skurbyen ved havnen (Kapselstræde)
    • Strandgade
    • Bodestræde
    • Jens Eyberts Plads
    • Christian Mønstedsgade
    • Kongevejen
    • Badstuevælen

    DR fortæller, at de har brug for meget udstyr under optagelserne, og udstyrsbilerne vil fylde en del i bybilledet. Det kan helt naturligt være til en vis gene for Dragørborgerne, men DR er også opmærksom på for eksempel at indhente de nødvendige tilladelser til at parkere deres biler med udstyr. 

    Borgmesteren siger: ”Det kan selvfølgelig blive lidt bøvlet i en overgang, men DR har også lovet at forsøge at imødekomme borgernes ønsker, så godt som muligt. Jeg håber derfor også, at borgerne tager godt imod og har tålmodighed under optagelserne. Sammen kan vi så glæde os til december 2024, hvor vi kan se resultatet af alle anstrengelserne.”

    Kom til informationsmøde

    DR vil i samarbejde med Dragør Kommune holde et informationsmøde tirsdag den 10. oktober 2023 kl. 17-18 i Besøgscentret/turistkontoret i Dragør, hvor DR vil fortælle nærmere om optagelserne i Dragør. 

    Her kan du også høre mere om muligheden for at blive statist i Tidsrejsen 2.

    Besøgscentrets adresse er Gl. Havn 14, 2791 Dragør.