Gå til hovedindhold

Status på fjernvarme

62 procent af varmeforbruget i Dragør og Store Magleby har bedt om en kontrakt for at tilmelde sig bindende til fjernvarme. Det fremgår af Dragør Fjernvarmes status pr. 7. april. Som virksomheds-/bygningsejer skal du også tage stilling senest den 1. juni 2025.

Indhold

    Kollektiv eller individuel varmeløsning

    Regeringen har meldt ud, at naturgassen udfases. Dermed skal vi alle have nye varmekilder. Det kan vi gøre på to måder: Vi kan vælge hver vores individuelle varmekilde som varmepumpe, jordvarme, solceller eller andet. Eller vi kan vælge en fælles kollektiv varmeløsning.

    Fjernvarme er en kollektiv varmeforsyning, hvor varmen fordeles gennem et fælles rørnet. Varmen leveres af forsyningsselskabet CTR, der får varmen fra kraftværkerne, store varmepumper, gas og på sigt planlægges med løsninger som geotermi og havvand. Varmen er overvejende grøn.

    Fjernvarme er baseret på mange forskellige energikilder, og har derfor en høj forsyningssikkerhed i forhold til individuelle løsninger med gas eller varmepumper, der er afhængige af prisen på en enkelt energikilde.

    For at gennemføre fjernvarmeprojektet er økonomien beregnet på, at 65% af det nuværende varmeforbrug i Dragør og Store Magleby tilsluttes fjernvarme. Hvis ikke vi udruller fjernvarme, er de nuværende vurderinger, at det på et senere tidspunkt vil være for dyrt at føre fjernvarmerørene til Dragør. Det skyldes, at vi på nuværende tidspunkt laver udrulningen sammen med Tårnby Kommune, noget der ikke vil være muligt efter 1. juli 2025.

    Status på tilmeldinger

    Mandag den 7. april 2025 har et antal, der svarer til 62 procent af varmeforbruget bedt om en kontrakt for at tilmelde sig bindende. Det er en stigning på 11 procentpoint fra forrige status for 14 dage siden.

    Derudover er der aktuelt dialog med storkunder fra virksomheder svarende til 4,1 procentpoint af varmeforbruget, hvor der kræves mere individuel beregning og rådgivning. Dragør Fjernvarme forventer snart at have kontraktgrundlaget på plads og kunne sende kontrakter ud til dem.

    Den seneste status viser samtidig at Dragør Fjernvarme har modtaget underskrevne kontrakter, der tilsammen dækker 15,4 procent af det samlede varmeforbrug i Dragør og Store Magleby. Et tal, der skal nå 65 % senest 1. juni, hvilket gør det afgørende vigtigt at underskrevne kontrakter bliver sendt retur.

    Vidste du?

    Fjernvarme er i dag den mest udbredte opvarmningsform i Danmark. Mere end 1,8 millioner danske boliger og 3,8 millioner danskere har allerede fjernvarme.

    På de centrale varmeanlæg kan man løbende skifte til de mest økonomiske og miljøvenlige opvarmningsløsninger, uden at der skal ændres noget i ejendommene. Det kan både ske time for time og på lang sigt efterhånden, som nye teknologier bryder frem.

    Spørgsmål

    Har du det mindste spørgsmål eller er i tvivl om noget, vil vi gerne opfordre dig til at se på Dragør Fjernvarmes hjemmeside eller kontakte på storkunder@taarbyforsyning.dk

    Dragør Fjernvarmes hjemmeside for virksomheder