Oftest stillede spørgsmål
Hvordan kommer det til at se ud? Hvornår begynder I at grave? Og hvad kommer det til at koste? Selvom der er meget, der stadig er usikkert i projektet, prøver vi her at give svar på nogle af de spørgsmål, du måske har.

Illustration af landskabsdige.
Svarene nedenfor er skrevet ud fra, hvad vi ved om projektet og processen på nuværende tidspunkt. Meget kan nå at ændre sig og skal derfor læses med forbehold.
Spørgsmål og svar
Løsningerne er specifikke for kyststrækningerne. Klik ind på den strækning, du er interesseret i:
Se etape 1 (Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden)
Se etape 2 (Dragør Nordstrand, Dragør Gamle By og Dragør Havn og Sydstranden)
Anlægsøkonomi for etape 1
Rene anlægspriser udregnet i 2024 for etape 1 er cirka 125-135 mio. kr. Fordi projektet er tidligt i processen, lægger vi af forsigtighedshensyn 50 % oveni prisen på grund af usikkerhed på bl.a. prisudvikling. Dette vil blive cirka 190-200 mio. kr. Vi har fået tilsagn om medfinansiering fra statslige puljer på cirka 37 mio. kr. Vi har også fået tilsagn fra Realdania på 15 mio. kr., der er øremærket den del af projektet, der omhandler naturbaseret kystbeskyttelse, der giver tilbage til Dragør. Resten skal betales af de grundejere, som undgår oversvømmelse af deres grund.
Økonomi for dig som grundejer
Et regneeksempel viser, at en gennemsnitlig grundejer kan forvente et årligt bidrag på 7.000-13.000 kr. (i 30 år). Det svarer til et engangsbeløb på 80.000-180.000 kr.
Anlægsøkonomi for etape 2
Et foreløbigt overslag for denne del af projektet er sat til cirka 120 mio. kr. Fordi projektet er tidligt i processen, lægger vi af forsigtighedshensyn 50 % oveni prisen på grund af usikkerhed på bl.a. prisudvikling. Dette vil blive cirka 180 mio. kr. Vi har fået tilsagn om medfinansiering fra statslige puljer på 30 mio. kr.
Her har vi endnu ikke beregnet, hvad det vil koste for dig som grundejer.
For etape 1 (Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden) regner vi med at begynde at grave i år 2028-2029.
For etape 2 (Nordstranden, Dragør Gamle By og Dragør Havn samt Sydstranden) regner vi med at begynde at grave i år 2030.
Den præcise dato melder vi ud, når vi kender den.
For etape 1 (Søvang, Sydvestpynten og Kongelunden) regner vi med at være færdige i år 2029.
For etape 2 (Nordstranden, Dragør Gamle By og Dragør Havn samt Sydstranden) regner vi med at være færdige i år 2030.
En 100-årshændelse betyder en stormflod, som er så kraftig, at den kun kommer hvert 100. år. Det er et beskyttelsesniveau, som politikerne i Dragør Kommune har besluttet skal gælde for Dragørs lokale projekt. Det er et beskyttelsesniveau, som er almindeligt at bruge for bysamfund, hvor der er boliger og almindeligt erhverv.
I statens forundersøgelse for stormflodssikring af København er der valgt et sikringsniveau, der beskytter til en ekstremt sjælden hændelse - tidligere kaldt en 10.000-årshændelse. Det er for at være sikker på, at kritisk infrastruktur, fx metroen, lufthavnen og Københavns Hovedbanegård ikke bliver oversvømmet.
Forskellen på valg af sikringsniveau har betydning for, hvor højt og bredt fx et dige skal være.
Dragør Kommune har arbejdet med kystbeskyttelse i mange år. Vi ved ikke, om de statslige undersøgelser kommer til at anbefale en statslig løsning, der går "bag om" Dragør, eller om Dragør vil blive inkluderet i et statsligt projekt.
For ikke at lade borgerne vente unødigt på at blive beskyttet, arbejder vi derfor parallelt. Vi forventer, at de undersøgelser, vi laver i det lokale projekt, vil kunne blive en del af et eventuelt statsligt projekt, hvis dette besluttes.