Gå til hovedindhold
Nyheder
Varmeforsyning

Se video fra borgermøde om fjernvarme

450 med interesse var mødt op til det første ud af tre borgermøder om fjernvarme. Du kan nu se eller gense hele borgermødet og få forklaring på det meste.

Indhold

    Informationsindsatsen er i fuld gang. Det er nu borgere, boligforeninger og virksomheder skal tage stilling til fjernvarme. Og indtil videre er planlagt tre ”ens” borgermøder om fjernvarme i Dragør. Det første møde løb af stablen torsdag den 6. februar 2025 med 450 interesserede deltagere. 

    Ønske om klarhed

    Borgmester Kenneth Gøtterup bød velkommen og lod det stå klart, at borgermødet ikke var en salgstale for eller imod, men: "Vi ønsker – som kommune – at skabe den bedste gennemsigtighed for os alle, så vi hver især kan få de oplysninger, vi har brug for, til træffe en beslutning om, hvorvidt vi vil vælge fjernvarme, varmepumper, jordvarme eller en anden løsning."

    Baggrunden er helt kort, at Folketingets partier i 2022 indgik en aftale om, at naturgassen skal udfases som fossilt og CO2-udledende brændsel til rumopvarmning. Og at det skal ske hurtigst muligt og senest i 2035.

    Fjernvarme er i dag vidt udbredt i Danmark. Men forklarede borgmesteren: "Vi starter på bar bund og har ikke fjernvarme i forvejen. Det har vi ikke, fordi vi gennem tiderne har været en mønsterkommune. Vi afviklede elvarmen til gavn for oliefyret. Og vi afviklede oliefyret til gavn for naturgassen."

    Nu eller aldrig: ”Der kommer ikke en kommunal løsning senere”

    Ligesom naturgassen i dag er en kollektiv varmeløsning i Dragør med cirka 76 procent af bygningsmassen tilsluttet, vil fjernvarme også være en fælles løsning. Det vil sige, at borgere, boligforeninger og virksomheder vil være tilsluttet et fælles rør-/ledningsnet – en investering med Dragør Kommune i ryggen. Uanset om man hører til i Dragør, Store Magleby eller i Søvang.

    Et eventuelt fravalg har konsekvenser. "Virkeligheden er, at hvis vi som borgere på et oplyst grundlag fravælger fjernvarme, er det et helt reelt valg, vi som kommunalbestyrelse anerkender. Men…” pointerede Kenneth Gøtterup på borgermødet: 

    ”Det har også den konsekvens, at vi alle som borgere fremadrettet skal finde vores egen individuelle varmekilde, når naturgassen udfases. Som situationen ser ud i dag, kommer der ikke en kommunal løsning senere."

    Han uddybede: "Vi kan tilbyde fjernvarme nu, fordi vi har løst den opgave, vi fik af regeringen. Men gennemfører vi det ikke nu, fortsætter Tårnby Kommune med deres egen udrulning, og vi kommer ikke til at lave et fælles ledningsnet. Senere vil det ikke være økonomisk rentabelt at gennemføre projektet."

    "Som kommune er vi forpligtet til at planlægge efter de rammer og vilkår, vi får udmeldt, og ikke efter, hvad vi tror, der kommer til at ske. Derfor er det nu eller aldrig, hvis vi skal sikre en kollektiv varmeforsyning for Dragørs fremtid."

    Se eller gense borgermødet

    Nu kan du også se eller gense borgermødet, for hele seancen blev optaget på video og siden tekstet for svagthørende.

    Klik på linket nedenfor og hør blandt andet ekspert i varme- og energiplanlægning, professor Brian Vad Mathiesen, fortælle, hvad som er op og ned på varme. Og lyt til svarene på spørgsmål fra salen.

    Videooptagelsen varer cirka 2 timer, men du kan springe i optagelsen og lytte – alt efter din interesse.

    Du kan slå undertekster til og bruge kapitler nederst i videoen.