Nyt fra Tandplejen – februar 2025
Vi siger goddag til flere nye ansatte i Dragør Kommunale Tandpleje og fortsætter året ud det gode samarbejde om tandeftersyn med Tårnby Kommunale Tandpleje. Læg derfor stadig mærke til i indkaldelsen, om tandeftersynet sker i Dragør eller i Tårnby.

Tandeftersyn i Tårnby
Vi er nu godt i gang med den plan, der er blevet lagt for at nedbringe ventelisten på tandeftersyn. Tandeftersyn i Tårnby fortsætter resten af året, så ventelisten bliver nedbragt yderligere.
For jer der er nye, kan vi fortælle, at Dragør Kommune i 2024 indgik en samarbejdsaftale med Tårnby Kommunale Tandpleje om at nedbringe ventelisten på tandeftersyn.
Der er derfor blevet indkaldt børn fra Dragør til tandeftersyn i Tårnby Kommunale Tandpleje på Amager Landevej 67 siden november 2024.
Jeres hjælp er vigtig
Når I får indkaldelser fra os her i Tandplejen, beder vi jer være opmærksomme på, at der vil stå i indkaldelsen, hvis eftersynet finder sted i Tårnby. Vi beder jer også om at give os besked hurtigst muligt, hvis I ikke ønsker den tildelte tid. Dermed kan et andet barn få glæde af tiden.
Bemærk, at de fleste af tiderne for tandeftersyn i Tårnby er placeret uden for ordinær arbejdstid og i weekenderne.
Nye ansigter i klinikken
Vi er desuden så heldige, at vi har fået besat en række stillinger og dermed fået nye kollegaer i klinikken i Dragør.
Vi har budt velkommen til Linda, der arbejder som klinikassistent. Derudover har vi pr. 1. februar 2025 fået endnu en tandlæge i klinikken i form af Nicoline, og den 1. marts 2025 tiltræder endnu en tandlæge, Marie-Louise, der vil være i klinikken to dage om ugen.
Ansættelsen af nye kollegaer betyder også, at vi helt lavpraktisk bedre kan følge med. Tandplejens kapacitet er styrket, og vi har mulighed for at planlægge flere tider til eftersyn og behandlinger. Det er vi glade for.
Vi håber, at I vil tage godt imod de nye ansigter, når I kommer i klinikken.