Gå til hovedindhold
Nyheder

Naturpleje: Træ fældet ved Søvang

Dragør Kommune har fældet et mirabeltræ på forstranden ud for Søvang. Det har givet anledning til en række henvendelser fra borgere, der undrer sig over baggrunden for fældningen.

Arkivfoto: Ud for Søvang

Indhold

    Vej og Gartner har fældet et mirabeltræ på forstranden ud for Søvang. Træfældningen er sket som led i den løbende naturpleje af strandengene langs kommunens kyster.

    Naturpleje

    Naturplejen sker på baggrund af en godkendt plejeplan for området og har til formål at beskytte og bevare strandengsmiljøet. Det indebærer blandt andet, at opvækst af træer, buske og invasive arter som for eksempel rynket rose fjernes, så det åbne strandengsareal bevares.

    Strækningen ud for Søvang er en del af et fredet område og er samtidig omfattet af Natura 2000-beskyttelse. I dette område har det gennem en årrække været praksis at udtynde bevoksningen for at understøtte de naturmæssige værdier.

    Natura 2000-område

    Plejeplanen er udarbejdet med henblik på at sikre en gunstig bevaringsstatus for de naturtyper, der er udpeget i Natura 2000-området.

    Dragør Kommunes plejeplan for kystområdet Sydamager 2024-2028 er i overensstemmelse med de fastsatte mål for naturtilstanden i Miljøstyrelsens Natura 2000-plan. Derfor kan naturplejetiltag som for eksempel at fjerne enkeltstående træer gennemføres uden forudgående godkendelse, når de er i overensstemmelse med plejeplanens formål.

    Aktuelt

    I den aktuelle sag fik kommunen en forespørgsel om fældning af mirabeltræet. På baggrund af en konkret faglig vurdering blev det besluttet, at træet kunne fældes, da det var i overensstemmelse med både plejeplanen, fredningen og Natura 2000-retningslinjerne.

    ”Vi værdsætter engagementet og de input, vi har modtaget fra lokalsamfundet,” siger Jesper Horn Larsen, chef for Center for Plan, Teknik og Erhverv, og fortsætter:

    ”Vi forstår, at træet har været en del af landskabet for mange borgere, og vi respekterer de følelser, det vækker, at mirabeltræet nu er væk. Det kan tage tid at vænne sig til forstrandens forandrede udseende. Beslutningen er truffet ud fra en faglig vurdering med hensyn til strandengarealet, og vi anerkender, at der kan være forskellige meninger om den.”

    Naturpleje og gældende retningslinjer i Dragør Kommune