Gå til hovedindhold
Nyheder

Vinder af Handicapprisen 2024

"En vaskeægte ildsjæl med hjertet på det rette sted" – sådan blev årets modtager af Dragør Kommunes Handicappris beskrevet. Prisen blev overrakt på FN’s Internationale Handicapdag den 3. december 2024.

5. dec. 2024
Handicappris 2024 - Jeanet Barth, Dorte Knudsen og Nicolaj Bertel Riber

Ved overrækkelse af Dragør Kommunens Handicappris 2024 (fra venstre: Jeanet Barth, formand for Handicaprådet, Dorte Knudsen, prismodtager og Nicolaj Bertel Riber, formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget)

Indhold

    En særlig dag for en særlig indsats

    Hvert år den 3. december markeres FN’s Handicapdag, og Dragør Kommune bruger dagen til at anerkende en person, der har gjort en ekstraordinær indsats for mennesker med handicap i kommunen. I år gik prisen til en helt særlig frivillig, som gør en forskel for mange.

    Årets prisvinder

    Årets modtager af Handicapprisen 2024 blev Dorte Knudsen. Hun modtog en skulptur af billedkunstneren Flemming Brylle samt en pengepris på 5.000 kr.

    Det var Nicolaj Bertel Riber, formand for Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, og Jeanet Barth, formand for Handicaprådet, der overrakte prisen. I deres begrundelse fremhævede de blandt andet:

    "Dorte arbejder utrætteligt for at forbedre livskvaliteten for mennesker med handicap. Hun har igennem mange år bidraget til, at borgere med handicap kan blive en del af det gode liv. Dorte har fokus på at sikre borgeren en velfungerende dagligdag, og så er Dorte en vaskeægte ildsjæl med hjertet på det rette sted."

    Dorte Knudsen er blandt andet frivillig i caféen på kommunens plejehjem Enggården og sidder i Beboer- og Pårørenderådet.

    Det blev også fremhævet, at:

    "Dorte gør en stor indsats og hjælper til mange arrangementer på Enggården. Hun arbejder for at sikre, at personer med handicap har adgang til de samme rettigheder og muligheder som alle andre."

    Både Nicolaj Bertel Riber og Jeanet Barth understregede, at Dorte Knudsen i den grad fortjente prisen for sit store arbejde. Dorte selv var rørt og overrasket over at modtage den fine anerkendelse.

    Dragør Kommunes handicappolitik

    Dragør Kommunes Handicappolitik har som mål, at borgere med funktionsnedsættelser kan deltage i samfundet på egne vilkår og mestre deres eget liv. Politikken tager udgangspunkt i fire temaer:

    • Mennesket først – tryghed for den enkelte
    • Et aktivt handicapliv
    • Rammer for et godt og værdigt handicapliv
    • Et sundt liv som handicappet

    Politikken er i øjeblikket ved at blive revideret og forventes vedtaget i Dragør Kommunalbestyrelse i begyndelsen af 2025.

    Med Handicapprisen og handicappolitikken ønsker Dragør Kommune at sætte fokus på vigtigheden af samme muligheder og livskvalitet for alle borgere.