Gå til hovedindhold
Nyheder

Sports-, Kultur- og Initiativprisen 2024

Folkeoplysningsudvalget valgte i år at hædre Marianne Pedersen, som er frivillig på Enggården, med kommunens Sports-, Kultur- og Initiativpris. Det blev fejret på Enggården fredag den 25. oktober 2024.

5. november 2024

Indhold

    Der var en festlig og lidt højtidlig stemning, da årets Sports-, Kultur- og Initiativpris skulle overrækkes. Det blev den sidste fredag i oktober til Marianne Pedersen for sit frivillige virke på Enggården – Dragør Kommunes plejehjem.

    Trofast indsats

    På vegne af Dragør Kommunalbestyrelse ønskede borgmester Kenneth Gøtterup et stort tillykke med prisen for hendes trofaste indsats gennem mange år. Han sagde blandt andet:

    ”Jeg er rigtig glad for, at Folkeoplysningsudvalget – som bestemmer, hvem der skal modtage prisen – har valgt at pege på dig. For lige netop du har gjort en indsats for andre, som på alle måder er helt ekstraordinær, og som har haft en meget stor betydning for andre.”

    Marianne har siden 1996 været frivillig på Enggården, hvor hun har hjulpet til med praktiske opgaver og spredt hygge og givet omsorg. To gange om dagen – året rundt.

    Gøre noget godt for andre

    Borgmesteren fortalte i sin tale, hvordan han også på det personlige plan kendte til Marianne: 

    ”Min egen far flyttede ind på Enggården i 2012 på en midlertidig plads. Dengang var du også tilstede, og jeg kan som pårørende godt huske, hvilken stor betydning du havde, og at min far sagde… ’Marianne kommer her hver dag for at gøre noget godt for os andre.’”

    Med prisen følger foruden 5.000 kr. en flot skulptur skabt at den lokale kunstner Flemming Brylle. Skulpturen er et spirende løg skabt i bronze og symboliserer netop det at spire som en vigtige del af en frivillig indsats.

    Indstillingen

    Det var personale fra Enggården, som indstillede Marianne Pedersen til prisen i 2024. I motivationen står blandt andet: 

    ”Definitionen på et frivilligt socialt arbejde er, at det er et arbejde, der udføres inden for det sociale og sundhedsmæssige område. Bredt kan frivilligt socialt arbejde defineres som handlinger, der sigter på at give enkeltindivider eller grupper en øget velfærd eller omsorg eller sigter på at løse velfærdsproblemer. 

    Marianne gør det hele. 

    Hun tager sig af køkkenet, hjælper med de praktiske opgaver såsom opfyldning på stuer, lægger vasketøj på plads, vander blomstrer på altanen, kører ud med skrald, afleverer vasketøj. Men hun gør så meget andet. Hun snakker med beboerne, skaber en hyggelig atmosfære, sætter en film eller musik på, trøster dem, søger for, at de altid har noget at drikke ved siden af, hjælper med servering af mad. Hun er super intelligent og meget observant og flere gange har hun påpeget nogle ting, som vi som faste personale ikke altid ser.

    Alt det blev synliggjort for os tilbage i coronaperioden, hvor de frivillige ikke måtte komme på de danske plejehjem. Der kunne vi virkelig se, hvor meget hun lavede til dagligt. Glæden var stor, da hun måtte vende tilbage.”

    Om prisen

    I 2023 blev Dragør Kommunes Sports- og Kulturpris slået sammen med Initiativprisen.

    Se hvem der tidligere har modtaget prisen