Gå til hovedindhold
Nyheder

Skolestart 2024: Børn på vej

Alle vores tre skoler byder velkommen tilbage efter en skøn sommerferie. En særlig velkomst gælder selvfølgelig de helt nye 0. klasser og deres forældre. Opfordringen lyder træn skolevejen og til alle andre: Pas godt på dem i trafikken.

12. aug. 2024

Indhold

    Sæt farten ned

    ”Med til en god skolestart hører, at vi minder trafikanter om at sænke farten, være opmærksomme og vise ekstra hensyn til de mange skolebørn, der færdes på skolevejene,” siger borgmester Kenneth Gøtterup.

    I Dragør Kommune er der sat elektroniske fartmålere op ved alle tre skoler, nemlig ved Kirkevej ved Store Magleby Skole, ved Hartkornsvej ved Nordstrandsskolen og ved Søndre Strandvej lige før Vestgrønningen.

    Her ved skolestart har Dragør Kommune desuden sat skilte op med ”Pas på mig” på skoleveje. 

    ”Vi har generelt gode forhold og veje til og omkring skolerne i Dragør, men det handler også om adfærd – om at lette foden fra speederen og vise hensyn,” uddyber borgmesteren. 

    Bliv sikker i trafikken

    Jo flere børn, som kan skifte bagsædet i mors eller fars bil ud med cyklen, jo bedre. Det skaber mindre trængsel omkring skolerne, og det giver eleverne færdigheder i trafikken, når de er i trafikken sammen med en voksen.

    Derfor har Henrik L. Kjærsvold-Niclasen, formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, også en opfordring til forældrene, inden skoleåret for alvor begynder. 

    ”Det er en rigtig god ide at øve skolevejen nogle gange med både de helt nye og de let-øvede i trafikken, og så selvfølgelig lige tjekke op på om udstyret nu også er i orden. Ringklokke, bremser, cykelhjelm og så videre,” siger Henrik L. Kjærsvold-Niclasen.

    Skolerne varetager desuden den obligatoriske trafikundervisning, som skal lære eleverne at være sikre i trafikken.

    ”Derudover er det også vigtigt, at forældrene træner og taler trafik med deres børn, så de lærer selv at gå eller cykle til skole og træffe sikre valg i trafikken,” slutter Henrik L. Kjærsvold-Niclasen.

    Gode råd

    Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at forældrene vælger en sikker cykelrute, hvor vejen skal krydses færrest gange, og hvor der er cykelsti.

    • Lad dit barn køre inderst eller forrest – så kan du holde øje med det
    • Sig til i god tid, før I skal dreje
    • Lær dit barn at give tegn, når I skal dreje eller stoppe
    • Stop og se jer godt for, før I krydser en vej. Husk, dit barn har brug for længere tid end dig til at sætte i gang. Nogle steder skal I måske trække over
    • Husk cykelhjelmen. Den bedste måde at få dit barn til at bruge cykelhjelm, er hvis du selv gør det
    • Tag afsted i god tid, så turen ikke bliver stresset.

    Flaget er hejst til skolestart på Store Magleby Skole