Gå til hovedindhold
Nyheder

Rapport fra Dagplejens dag

Hvert år afholder den kommunale dagpleje landet over Dagplejens Dag for at synliggøre dagplejernes arbejde. Det er nemt at huske, for det sker altid anden onsdag i maj. Selvfølgelig også i Dragør.

15. maj 2024

Indhold

    På udflugt

    De skønne dagplejebørn var i dagens anledning sat i flotpyntede barnevogne med balloner og klistermærker. Turen gik – med deres dagplejere – fra dagplejens gæstehus og ned til Neels Torv. Med foldere om den kommunale dagpleje i hånden var også medarbejdere fra gæstehuset og leder af Dagplejen med på tur.

    Winnie Lodberg Bechsgaard ser tilbage på en god dag og fortæller med glæde i stemmen:

    ”På torvet sang vi sange sammen med nogle af de ”gamle” dagplejere, der var dukket op for at gøre os med selskab. Vi sang også for byens borgere, der virkelig hyggede sig på de omkring liggende caféer.”

    Winnie er til dagligt leder af Nordstrandens Vuggestue og Dagplejen. Hun fortsætter:

    ”Vi løb også gennem gågaden ned til havnen, hvor vi så på skibe. Vi sluttede af med at spise vores medbragte frokost. Derefter gik turen hjem til gæstehuset, hvor vi lige kunne nå at lege lidt, inden vi skulle have en lur – børnene, altså.”

    Gæster i gæstehuset

    Derfor var det også friske børn, som kunne tage imod forældre og andre gæster, som kom til kaffe og kage senere på dagen.

    Forældrebestyrelsen havde fået den lokale Føtex til at sponsorere en flot kagemand til arrangementet. Klokken 14.30 kom gæsterne til de flotteste kager, hygge og i dejlige omgivelser.

    Dagplejen – et kommunalt pasningstilbud

    Dagplejen i Dragør er kendetegnet ved at være et tilbud med et mindre børnemiljø, hjemlige omgivelser og en fast omsorgsperson. Derudover er der ofte en god geografisk placering i forhold til hjem/arbejdsplads, og så er forældretaksten mindre end for et vuggestuebarn.