Gå til hovedindhold
Nyheder
Politik

Nyt tiltag – borgerforslag

Mere indflydelse i din kommune. Nu kan du stille borgerforslag til Dragør Kommunalbestyrelse. Det overordnede krav er, at du er fyldt 15 år, har fast ophold i Dragør Kommune og – inden for tre måneder – får mindst 350 til at støtte dit forslag.

20. aug. 2024

Indhold

    Før sommeren besluttede Dragør Kommunalbestyrelse at give borgerne mulighed for at stille og støtte såkaldte borgerforslag i kommunen. 

    Måske kender du det fra Folketinget, hvor myndige borgere, som får 50.000 andre borgere til at støtte et forslag inden for 180 dage, får mulighed for at få Folketinget til at debattere og behandle forslaget.

    Det er nu også muligt – bare i lidt mindre målestok – i Dragør Kommune.

    Hvem kan stille og støtte forslag?

    Alle over 15 år og med fast ophold i Dragør Kommune. Det vil sige, at du ikke behøver være dansk statsborger eller have boet i kommunen længe. Du skal dog være registreret i Dragør Kommune efter CPR-loven. 

    Forslaget skal være skrevet på dansk.

    Hvor mange støtter kræves?

    Dit forslag skal støttes af mindst 350 Dragør-borgere for at kunne blive behandlet i kommunalbestyrelsen. 

    Hvor lang periode kræves?

    Fristen for at opnå støtte fra de 350 borgere er tre måneder. På den måde vil forslaget være aktuelt.

    Hvornår kan du ikke stille borgerforslag?

    Der er særlige situationer, hvor du ikke kan stille borgerforslag til kommunalbestyrelsen. 

    Det gælder for eksempel i forbindelse kommunalvalg, hvor muligheden for at stille spørgsmål til kommunalbestyrelsen normalt sættes på pause. Konkret betyder det, at dit borgerforslag senest skal være stillet syv måneder før kommunalvalget. Næste gang der er kommunalvalg er tirsdag den 18. november 2025. 

    Et borgerforslag kan også afvises, hvis der er tale om:

    • Forslag, der ligger uden for kommunens kompetenceområde
    • Forslag, der er en genfremsættelse, og som er behandlet af et politisk udvalg eller kommunalbestyrelsen inden for de sidste seks måneder, herunder for eksempel i en nabohøring
    • Forslag, der indeholder personangreb
    • Forslag, hvis behandling indebærer, at fortrolige forhold røbes
    • Forslag, der ikke er formuleret i en lødig tone eller udstiller navngiven/let identificerbare personer
    • Forslag, der tilgodeser enkeltindivider snarere end en bredere kreds af borgere
    • Forslag, der indeholder reklame eller andre kommercielle budskaber eller direkte opfordrer til at støtte bestemte organisationer mv.

    Det er administrationen, som gennemgår og sikrer, at de formelle krav er opfyldt. 

    Hvordan gør du, hvis du vil stille eller støtte et borgerforslag?

    Du stiller dit borgerforslag digitalt via en blanket på dragoer.dk/borgerforslag.

    Hvis de formelle krav er opfyldt, offentliggøres borgerforslaget hurtigst muligt herefter på kommunens hjemmeside i tre måneder. Som forslagsstiller får du direkte besked, når dit forslag er offentliggjort. Ligesom du får besked, hvis dit forslag får støtte af 350 Dragør-borgere. 

    Ønsker du at støtte et borgerforslag, udfylder du også en digital blanket i tilknytning til det konkrete borgerforslag offentliggjort på hjemmesiden.

    Er du fritaget fra digital post og har svært ved det digitale, kan du selvfølgelig også stille eller støtte et borgerforslag. Det gør du ved at møde personligt op i åbningstiden i Borgerservice på Dragør Rådhus, Kirkevej 7. 

    Proces for behandling af borgerforslag

    Når et borgerforslag opnår støtte af 350 Dragør-borgere, vurderer administrationen umiddelbart forslaget. 

    Borgerforslaget og administrationens vurdering lægges skriftligt frem for Dragør Kommunalbestyrelse på det først mulige kommunalbestyrelsesmøde.

    Kommunalbestyrelsen kan godkende, afvise eller sende forslaget til videre behandling i et fagudvalg, der så har kompetencen til at træffe endelig beslutning om forslaget.

    Borgerforslag

    Du kan stille borgerforslag til Dragør Kommunalbestyrelse. Det overordnede krav er, at du er fyldt 15 år, har fast ophold i Dragør Kommune og – inden for tre måneder – får mindst 350 til at støtte dit forslag.