Nyt fra Tandplejen – november 2024
Dragør Kommunale Tandpleje informerer om sidste nyt om samarbejdet med Tårnby Kommune, tandeftersyn og bøjlebehandling.
Samarbejde om tandeftersyn i Tårnby
Dragør Kommune indgik tidligere på året en samarbejdsaftale med Tårnby Kommunale Tandpleje om at nedbringe ventelisten på tandeftersyn. Den skulle have været igangsat sidst i august. Desværre viste der sig at være store tekniske udfordringer i forbindelse med at dele journaler og røntgenbilleder på tværs af kommunegrænsen, og opstarten blev midlertidigt bremset.
Begge kommuner har siden arbejdet på højtryk for at finde en løsning, og nu er det endelig muligt for Dragørbørn at få tandeftersyn i Tårnby. Dragørs Tandpleje vil derfor i den kommende tid udsende breve med indkaldelse til tandeftersyn. Hold øje med e-Boks/din digitale postkasse.
Vær opmærksom, hvis dit barn skal møde op i Tårnby. Det vil stå i indkaldelsen. Giv venligst Tandplejen i Dragør besked hurtigst muligt, hvis I ikke ønsker den tildelte tid – så kan et andet barn få glæde af den.
Bemærk, at hovedparten af tiderne for tandeftersyn i Tårnby vil være placeret uden for ordinær arbejdstid og i weekenderne.
Venteliste på tandeftersyn
Sideløbende med, at samarbejdsaftalen med Tårnby igangsættes, arbejder vi desuden på at finde andre muligheder til at nedbringe ventelisten på tandeftersyn. Vi informerer, når der er nyt.
Bøjlebehandling
Dragør Kommunale Tandpleje har begyndt samarbejdet med vores nye visitator, Merete, der har speciale i ortodonti (bøjlebehandling). Merete har ansvaret for at visitere kommunens børn for, om de har behov for bøjlebehandling. Den tandlægefaglige vurdering foregår på udvalgte dage i tandplejens klinik. Indkaldelse sker via brev i e-Boks.
Det blev i august 2024 politisk besluttet, at bøjlebehandling af kommunens børn frem over skal varetages af privatpraktiserende specialtandlæger i ortodonti (bøjlebehandling) via et såkaldt fritvalgsbevis.
Hvis et barn bliver visiteret til bøjlebehandling, sender Tandplejen et henvisningsbrev via e-Boks. Herefter skal barnets forældre med henvisningsbrevet i hånden selv vælge og kontakte den privatpraktiserende bøjletandlæge, som de ønsker, skal varetage behandlingen. Selve forløbet og de praktiske forhold er nærmere beskrevet i henvisningsbrevet.
Se mere
Du finder mere om Dragør Kommunale Tandpleje på dragoer.dk