Gå til hovedindhold
Nyheder
Politik

Kommuneøkonomi: Bekymringer taget alvorligt

Dragør Kommune får sammen med 15 andre kommuner nu lov at vælge om for budget 2024 og overgå til selvbudgettering i stedet for statsgaranti af kommunens økonomi på indtægtssiden. Det er rigtig godt nyt, udtrykker borgmester Kenneth Gøtterup.

6. nov. 2024

Indhold

    Den 6. november 2024 er der kommet svar fra indenrigsminister Sophie Løhde på 16 borgmestres bekymringer om deres kommuners økonomi. Det er en overordentlig god nyhed, vurderer borgmester Kenneth Gøtterup og glæder sig på dragørborgernes vegne.

    Han siger: ”Jeg er meget tilfreds med, at regeringen har lyttet til os 16 borgmestre, der lavede et fælles opråb tilbage i september. For vi – kommuner og regering – må have en fælles interesse i at skabe størst mulig budgetsikkerhed for kommunerne, så vi kan planlægge fremtidens velfærd.”

    Hvad handler det om?

    Når en kommune skal lægge budget for kommunens virke, er valget mellem statsgaranti for indtægterne (skat, tilskud og udligning) og selvbudgettering vigtigt.

    Ved valg af statsgaranti er hensigten at give budgetsikkerhed og tryghed i kommunen, fordi man kan forudsige det økonomiske grundlag, der er til at løse kommunens opgaver. Omvendt ved valg af selvbudgettering har særligt vækstkommuner mulighed for at lægge en forventet vækst ind i grundlaget for budgettet mod, at kommunen selv bærer risikoen ved det.

    Borgmester Kenneth Gøtterup siger: ”Jeg har tidligere udtalt mig om, at det system i virkeligheden er brudt sammen, og at vi som kommune i dag ser ind i at miste mange millioner kroner ved at have valgt ’trygheden’ gennem statsgaranteret skattegrundlag. Det er jo helt uholdbart.”

    Han fortsætter: 

    ”Derfor er jeg meget tilfreds med, at regeringen nu erkender det og vil give os mulighed for at vælge om, så vi kan mindske vores tab og ikke være med til at betale for de andre kommuners gevinster.”

    Indenrigsministeren skriver

    Indenrigsministeren oplyser i svaret til de 16 borgmestre: ”I perioden 2009-2023 havde gennemsnitligt syv kommuner årligt valgt at selvbudgettere. I budgettet for 2024, og nu også i budgettet for 2025, er det derimod næsten alle kommuner, som har valgt at selvbudgettere. Det giver usikkerhed for alle kommuner.”

    Og dermed også for de kommuner der, som Dragør Kommune, har valgt at budgettere med statsgarantien. Der er nemlig på nuværende tidspunkt en betydelig usikkerhed forbundet med de afledte effekter for alle kommuner af efterreguleringen for den faktiske udvikling, som sker tre år efter det pågældende budgetår, altså i 2027 og 2028. 

    Videre lyder det: ”Der er således opstået en situation, hvor valget af selvbudgettering giver anledning til en væsentlig usikkerhed omkring kommunernes økonomiske forudsætninger for at levere service til borgerne. Statsgarantien er dermed stik imod hensigten ikke længere et sikkert valg.”

    Dispensation

    Ved et nyt lovforslag vil indenrigsminister Sophie Løhde og regeringen gøre det muligt for Dragør Kommune sammen med de 15 andre kommuner at vælge om og overgå til selvbudgettering med det grundlag, der lå til grund for statsgarantien. Det skal ske inden årets udgang.

    Endvidere foreslår regeringen, at muligheden for at vælge selvbudgettering helt skal afskaffes fra 2026.