Gå til hovedindhold
Nyheder

Grøn Fredag – se billederne

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da UngDragør fredag den 24. maj 2024 satte bæredygtighed og FN’s verdensmål på dagsordenen for børn og unge i Dragør Kommune. Initiativet er navngivet Grøn Fredag og er økonomisk støttet af Danske Bank

06. jun. 2024

Afrikas kontinent visualiserer, hvor meget skrald der flyder rundt i verdenshavene

Indhold

    Grøn Fredag er blevet til i et initiativrigt samarbejde med UngDragør-klubbens børn og unge og med stor tak til Danske Bank for den økonomiske støtte på 25.000 kroner.

    UngDragør Klub Elisenborg lagde adresse til arrangementet, som var åbent for alle. Børnene og de unge kom i takt med, at de fik fri fra skole.

    Borgmester Kenneth Gøtterup holdt tale. Børnene smagte på larver og andre insekter dyppet i smeltet chokolade og drak smoothies produceret på strøm ’fra’ el-cykler.

    Ind imellem lød et kæmpe rabalder fra de aflagte grønne mælkekasser, som væltede i børnenes iver efter at bygge det højeste kassetårn. Moderne, rytmiske toner flød fra de store højtalere, og børnene opførte danseopvisning for hinanden og forældre.

    Den unge generation fik også kyndig vejledning og hjælp af iscenesættende kunstner Charlotte Calberg. Sammen fik de bygget den flotteste skulptur – et fyrtårn af skrald og aflagte genbrugsmaterialer.

    Fyrtårnet symboliserer Dragør som byen ved havnen og havet. Tanken er, at skulpturen udstilles på forskellige lokaliteter i Dragør.