Grøn Fredag
UngDragør sætter bæredygtighed og FN’s verdensmål på dagsordenen for børn og unge i Dragør Kommune. Det sker fredag den 24. maj 2024 fra kl. 14 ved et stort arrangement fyldt med sjov aktivitet. Grøn Fredag er et helt nyt initiativ økonomisk støttet af Danske Bank.
Grøn Fredag er arrangeret i et initiativrigt samarbejde med UngDragør-klubbens børn og unge og støttet økonomisk af Danske Bank med 25.000 kroner.
Det foregår fredag den 24. maj 2024 kl. 14 til 18 på Elisenborg, Engvej 2, Dragør og er åbent for alle. Børnene og de unge kommer i takt med, at de får fri fra skole.
Du kan møde borgmester Kenneth Gøtterup, formand for Børn-, Fritids- og Kulturudvalget Henrik L. Kjærsvold-Niclasen og bestyrelsen for UngDragør.
Dagens program
Hele arrangementet kredser om FN’s verdensmål. De i alt 17 verdensmål er en plan og ambition for hele verdens udvikling frem til 2030. UngDragør har fokus på udvalgte verdensmål med bæredygtighed som omdrejningspunkt. Programmet byder på en masse aktiviteter:
Lav din egen Smoothie på el-cykel
FN’s verdensmål nummer 7 hedder ”Bæredygtig energi”. Børnene lærer om bæredygtig produktion af strøm. De cykler og får motion samtidig med, at de kan producere strøm. Fokus er på bæredygtig energiproduktion.
Smag på fremtiden: Insekter og larver
FN’s verdensmål nummer 2 hedder ”stop sult”. Børnene præsenteres for alternativ kost. Prøv at spise en larve og andre insekter. Hvordan kan alternativ kost, nedbringe fødevareproduktionen og skabe bedre forhold for den. Fokus er på sult og fejlernæring.
Kassestabling
FN’s verdensmål nummer 12 hedder ”Ansvarligt forbrug og produktion”. Kan vi lege, have det sjovt og konkurrere med vores plastikskrald? Det mener vi, og ved vores kassestabling øver vi balance, styrke og samarbejde ved brug af kasseret mælkekasser. Hvem mon laver dagens rekord?
Opsætning af ”Livet på land”
FN’s verdensmål nummer 15 hedder ”Livet på land”. Børnene fremstiller fuglekasser og anlægger udearealer med såning af vilde blomster. Vi har fokus på økosystemer og genopretning af naturen.
Kunstinstallationer af skrald og affald
FN’s verdensmål nummer 12 hedder ”Ansvarligt forbrug og produktion”. Der ligger en stor mængde skrald og flyder rundt i vores oceaner. For at prøve at vise, hvor meget skrald der er tale om, har vi opført en installation af det afrikanske kontinent dækket af skrald.
Under kyndig vejledning af en kunstner former børnene og de unge desuden et fyrtårn af skrald og genbrugsmaterialer, som ”tåler” vejr og vind og har en lang nedbrydningstid. Fyrtårnet vil symbolisere Dragør som byen ved havnen og havet. Når skulpturen er færdig vil den kunne flyttes og udstilles på forskellige lokaliteter i Dragør. Vores fokus er genbrug og mindske mængden af skrald og affald.
Grøn skattejagt
FN har i alt 17 verdensmål. Børnene går på skattejagt om de 17 verdensmål. Skattekortet er digitalt via en app på mobiltelefonen og en QR-kode, som guider børnene gennem skattejagten.
Musik og dans
FN’s verdensmål nummer 3 hedder ”Sundhed og trivsel”. Børnene laver danseopvisning. Dans og bevægelse understøtter sundhed og trivsel blandt børn og unge. Dans, leg og bevægelse øger ligeledes sundhedsniveauet blandt børn og unge.