Alkoholfri skolegang i Dragør
Særlig invitation til elever og forældre i udskolingen på Dragørs tre skoler. Kom til kickoff-event tirsdag den 3. september 2024 kl. 17-19 om ”alkoholfri skolegang i Dragør – hvorfor og hvordan”. Andre interesserede er også meget velkommen. Du kan eventuelt følge med live fra eventet. Linket finder du her i nyheden. (opdateret den 29.08.2024 med link til livestreamingen)

Bliv klogere på alkoholforbrug, de unges hjerner og hjerter i hverdagslivet som teenagere og vær med til at vise dem en bedre vej. Sådan lyder den klare opfordring fra Henrik L. Kjærsvold-Niclasen, formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.
Andre kommuner gør det. Nu er Dragør Kommune også klar til en satsning på at mindske de kommende generationers forbrug af rusmidler – og særligt at udskyde de unges alkoholdebut.
Henrik L. Kjærsvold-Niclasen siger: ”Vi ved det jo alle sammen godt. Der er en risiko forbundet med alkohol – særligt for børn og unge, hvis hjerner ikke er færdigudviklede. Det vil vi politisk gerne gøre noget ved. Derfor inviterer vi til samling om at vise og tilbyde børn og unge en alkoholfri skolegang i Dragør Kommune.”
Hvad handler det egentlig om?
Sundhedsstyrelsen fraråder direkte børn og unge under 18 år at drikke alkohol. Derfor giver det god mening, at voksne omkring de unge samarbejder om at udskyde debutalderen med alkohol til, at de unge er gået ud af grundskolen.
Det bakker borgmester Kenneth Gøtterup også op om. Han siger: ”Det er her, vi som kommune kommer ind i billedet. Folkeskolen er jo en kommunal opgave, og vi vil gerne tilbyde en ramme for, at forældre og børn får bedre mulighed for at tale om unges fællesskaber med sjov og spas uden alkohol.”
”Det vil altid og skal være et forældreansvar at støtte og hjælpe deres børn til træde ind i voksenlivet og forholde sig til alkohol. Men som kommune kan vi hjælpe med oplysning, og samarbejdet med forældrene er en grundsten i det arbejde. Sammen med lærere og pædagoger har forældrene en kæmpe betydning for, hvilke fællesskaber de unge indgår i og den festkultur, som er i fællesskaberne,” uddyber han.
De to politikere håber da også, at så mange som muligt vil følge med og bidrage til satsningen – både nu og i årene fremover. I første omgang handler det om kommunens kickoff-event, som er tilrettelagt til at løbe af stablen netop i forbindelse med det nye skoleår.
”Vi ønsker at slå en streg i sandet og skabe nogle rammer for – forhåbentlig – nogle nye traditioner i Dragør Kommune. Konkret ønsker vi at være med til at skabe en mindeværdig afslutningsdag for 9. årgang til næste sommer – uden alkohol”, siger de.
Kickoff-event for alkoholfri skolegang
Dragør Kommune inviterer til kickoff-event for alkoholfri skolegang tirsdag den 3. september 2024 kl. 17-19 i Aulaen på Dragør Skole, Vestgrønningen 7-9, Dragør.
Alle er velkommen. Særligt inviterede er elever og forældre fra udskolingen på de tre skoler.
Program
Kl. 17.00 |
Velkommen ved borgmester Kenneth Gøtterup Henrik L. Kjærsvold-Niclasen, formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget fortæller, hvorfor det er et politisk mål at reducere de unges alkoholforbrug og tilbyde andre initiativer og fællesskaber for unge uden alkohol |
Kl. 17.15 |
Søren Østergaard, leder af Center for Ungdomsstudier, kommer med et inspirerende oplæg ”De unges hjerner og hjerter i hverdagslivet som teenagere” – formidlet med humor og engagement. |
Kl. 18.05 |
Plenum med refleksion og spørgsmål til Søren Østergaard |
Kl. 18.20 |
Peter Henriksen, SSP-konsulent i Dragør Kommune, holder oplæg om:
|
Kl. 18.50 |
Troels Wassard Lund, leder af UngDragør, præsenterer kommunens forslag til nyt tiltag – en mindeværdig afslutningsfest for 9. årgang – uden alkohol |
Kl. 18.55 |
Tak for i dag ved Henrik Kjærsvold-Niclasen
|
Tilmelding til fysisk deltagelse
Af hensyn til praktik og sikkerhed er tilmelding til den fysiske deltagelse nødvendigt. Du tilmelder dig via linket, hvor du oplyser, hvor mange I kommer.
Aulaen på Dragør Skole har plads til 150 personer. Tilmeldingen sker efter princippet først til mølle.
Tilmeldingsfrist er tirsdag den 3. september 2024.
Følg med live
Det er også muligt at se med hjemmefra live fra eventet. Du finder linket her under eller gå via den "blå boks".
Link til livestream af kickoff-eventet (YouTube)
Bemærk
Der vil blive taget foto og filmet under eventet til eventuel offentliggørelse i pressen og på dragoer.dk. Gør venligst fotografen opmærksom, hvis du ikke ønsker at medvirke til det.