Trafikinfo: Midlertidigt stop for rampe-projekt
Kampen mod vejret er midlertidigt tabt. Derfor indstilles projektet på Englandsvej med etablering af dobbelte svingbaner til Øresundsmotorvejen nu for vinteren. Det fortæller Sund & Bælt og Tårnby Kommune.

Det arbejde, der mangler, er kantsten, der skal limes fast, asfalt og striber. Disse arbejder kan ikke udføres i vådt eller koldt vejr. Det også er årsagen til, at man har oplevet, at arbejdspladsen har ligget stille i lange perioder i de regnfulde oktober og november måned.
Åbning i vinterperiode
Mens arbejdet ligger stille, åbnes der for mest muligt trafik. Henover vinteren vil alle kørselsretninger blive genåbnet, dog med den begrænsning at der kun kommer en vognbane i sydgående retning mod Dragør.
Som trafikant skal du også være forberedt på, at kørebanerne er noget ujævne, og at der mangler kantsten. Derfor fastholdes hastigheden på 40 km/t igennem området.
Frem til onsdag 6. december 2023 vil området blive klargjort med striber, signalanlæg og afvanding, så trafikanter igen kan køre der hen over vinteren.
Arbejdet genoptages snarest muligt
Entreprenøren er klar til at genoptage arbejdet, så snart vejret tillader det. Det vil sige, at der er en vejrmæssig stabil periode – dog senest den 15. april 2024.
Det forventes at ville tage cirka fire uger at færdiggøre arbejderne.