Gå til hovedindhold
Nyheder

Tillykke: Nordstrandskolen 50 år

Et skarpt hjørne er rundet for Nordstrandskolen, som her i august fejrer 50-årsjubilæum. Masser af glade børn og voksne var samlet til en festlig dag.

18. aug. 2023
Borgmester Kenneth Gøtterup og skoleleder Claus Peter Andersen ved Nordstrandskolen 50-årsjubilæum

Indhold

    Mange glade børn og voksne var samlet for at fejre dagen med taler, hoppeborg og aktivitet. Blandt andet borgmester Kenneth Gøtterup holdt tale og sendte en stor tak til lærere, pædagoger, administrativt personale og ledelse for deres betydningsfulde indsats nu og gennem årene. 

    Borgmesteren fortalte om, hvordan Nordstrandskolen er en særlig institution i Dragør Kommune: 

    ”I dag står Nordstrandskolen som et levende vidnesbyrd om vores fælles historie. Hver mursten, hvert smil og hvert stykke viden er en del af denne bygning og vores samfund. Lad os sammen ære det arbejde, den stolthed og det fællesskab, der har formet denne skole gennem årene.”

    Det hele begyndte med…

    Det hele begyndte på de frodige marker mellem Store Magleby og Dragør, hvor husene langsomt begyndte at skyde op. Vi er tilbage i 1960’erne. Den lange Hartkornsvej fandt sin plads som en slags hovedgade gennem de nye kvarterer, og et fintmasket netværk af cykelstier blev vævet sammen for at sikre, at vores børn kunne bevæge sig trygt til børnehave og skole.

    Skolen i Store Magleby, kunne ikke længere følge med den voksende efterspørgsel. Omkring 1970 var mere end 800 børn fordelt på 37 klasser en del af skolen, der kun havde 26 klasselokaler til rådighed. Resultatet var, at nogle klasser i slutningen af 1960'erne blev henvist til en midlertidig "nød-skole" i Hollænderhallen.

    Løsningen på det voksende behov for skolekapacitet tog form i 1968, da beslutningen blev truffet om at opføre en helt ny skole i Store Magleby Kommune. Dengang var der to kommuner, Store Magleby og Dragør. Et område mellem Kirkevej og Nordre Dragørvej blev erhvervet fra gården Aldershvile til en pris på 475.000 kr.

    13. august 1973

    Det er nu efterhånden en del generationer og en navnekonkurrence siden, at kommunens yngste skole forsigtigt åbnede side døre. Den 13. august 1973 kunne 2., 3. og 4. klasserne nemlig tage Nordstrandskolen i brug. 

    Det var dermed begyndelsen på en fortsat udvikling, hvor efterfølgende udvidelser kom til lidt efter lidt, mens den officielle indvielse fandt sted i marts 1980 efter flere rejsegilder og byggefaser.

    Det hele kom til at koste omkring 40 millioner kroner. 

    Gennem årene ændrede kommunens vækst sig, og behovet for plads til skolebørn aftog. Omkring 1990 blev overvejelser om at lukke Nordstrandskolen rejst i kommunalbestyrelsen. Men forældrene talte og protesterede, og en politisk aftale blev indgået for at bevare kommunens dengang fire skoler.

    Danmarks bedste skole

    Fra 2011 blev Dragør Skole og Nordstrandskolen ledelsesmæssigt slået sammen under navnet Dragør Skole, men fortsat på to matrikler som henholdsvis Dragør Skole Syd og Dragør Skole Nord. I 2011 og 2012 blev Dragør Skole (Nord og Syd) kåret til Danmarks bedste folkeskole.

    I dag er Nordstrandskolen sin egen med Claus Peter Andersen som skoleleder.