Månedag i SFO’erne for andet år i træk
Fredag den 10. november 2023 var der familiedag på vores tre SFO’er, der for anden gang i træk har arbejdet med det naturfaglige forløb MÅNEBASE, som de har udviklet i samarbejde med astrofysiker Tina Ibsen.

Lige nu er det højaktuelt med Danmarks egen rumfarende astronaut Andreas Mogensen, som – efter opsendelse i august med Dannebrog på skulderen – suser rundt om Jorden med 28.000 km i timen. Andreas Mogensen har også været med på sidelinjen i projektet og medvirker i mange små inspirationsfilm, som er udviklet i løbet af projektet i Dragør Kommune.
Familiedag på alle tre skoler
Familiedagen begyndte på Nordstrandsskolen med raketopsendelse for alle SFO’ens børn og forældre. Magnus Bjerager Jørgensen, pædagog og raketaffyrer satte stemningen med Fly me to the Moon og Imperial March, Darth Vaders klassiske tema fra Star Wars universet, da han i astronautdragt og hjelm fyrede dagen i gang med en raket.
Magnus Bjerager Jørgensen og Lone Munk, to af vores pædagoger der har været med til at udvikle blandt andet værksteder om raketter og månefodbold fortæller:
”Det har været så sjovt at lave forløbet igen. Vi gjorde os en masse erfaringer sidst og har i år haft tid til at lave nogle af de værksteder, vi ikke nåede sidste år, og der er blevet lavet helt nye aktiviteter, som for eksempel sømplader også kaldet String Art med raketter. Det er skønt at mærke opbakningen fra forældre og bedsteforældre, der er lige så stor som sidste år og flot, at skolechefen tager sig tid til at besøge alle SFO’erne.”
Sara Lindberg, mor til Halfdan i 0. klasse fortæller: ”Vi vidste godt, at der var månebase sidste år og tænkte øv, at vores søn først starte næste år, så vi er så glade for, at de laver det igen i år. Han har været så begejstret, vi håber, det bliver en tilbagevendende begivenhed.”
Nye aktiviteter sås også på Store Maglebyskole SFO, som bød på Månesang med tekst om stjerner, mælkevej og Andreas Mogensen. Her var det også muligt for børnene at træne som en astronaut i bootcamp og få et fint diplom.
På Dragør Skole SFO havde de dekoreret hele SFO’en med kæmpe måner i flotte farver, og igen i år var hele det ene rum omdannet til en månebase, som børnene kunne kravle igennem.
SFO-leder Lars Bjergstad Jørgensen fortæller: ”Det er godt for pædagogerne, at de med forløbet får faglig inspiration og en skabelon for, hvordan de kan gribe det med det naturfaglige an. Det er tydeligt, at det er nemmere i år at prøve helt nye ting af, fordi pædagogerne hviler mere i deres egen faglighed. De er dygtige til at sætte retning for børnene, gå forrest for derefter at gå ved siden af og til sidst lade børnene styre aktiviteterne.”
Dragørs forløb testes af i København
Projektet nu er blevet testet for anden gang i hos os og bliver for første gang testet i Københavns Kommune, hvor 24 såkaldte KKFO’er i løbet af efteråret 2023 afprøver MÅNEBASE-forløbet.
Forløbet bliver grundigt evalueret af forskere fra Professionshøjskolen Absalon. Og til foråret tager pædagoger og SFO-ledere til Big Bang Konferencen – Danmarks største konference for naturfaglig læring – og holder workshop om projektet for over 1.500 lærere og pædagoger, der beskæftiger sig med science og naturfag.
Projektleder Pia Maria Lie, der sammen med Dragør Kommune og Tina Ibsen, står bag projektet, fortæller:
”Det har været fantastisk at se, at pædagogerne i Dragør har oplevet, at de er blevet styrket i deres egen fagidentitet og fået mod på at gå i gang med længerevarende naturfaglige forløb. SFO’en tilbyder en ramme, hvor børnene i gennemsnit har 10 timer om ugen til at fordybe sig i kreative pædagogiske værkstedsaktiviteter med et naturfagligt fokus, hvor det er barnets fantasi og kreativitet, der er i centrum.”
Et af målene med forløb MÅNEBASE er, at det bliver en tilbagevendende begivenhed, hvor gentagelsen skaber fællesskabsfølelse, understøtter samarbejdet og læringsfællesskabet blandt SFO’ens personale, børn og forældre. Et af tegnene på, at dette er lykkedes, ses blandt andet ved, at de tre SFO’ers arbejde med at udvikle aktiviteterne om Månen har skabt samarbejdet på tværs.
”Så det lader altså til, at projektet er med til at skabe samhørighed og sammenhold og styrker fællesskabet i Dragør,” slutter Pia Maria Lie.
Alle kan blive inspireret
Det ydre rum, planeter og Mælkevejen har altid fascineret os mennesker. At rejse i rummet og sende satellitter i kredsløb og finde svar på, hvordan det er derude – optager ikke bare nørder og forskere, men også rigtig mange af os andre – unge som gamle.
Med Månen som rammefortælling er der udviklet en række kreative værksteder i SFO’erne, hvor børnene igennem en hel uge arbejder med for eksempel at lave astronautmad, bygge månebaser, raketter og robotter, designe månehjelme og spille månefodbold. Forløbet kulminerer på familiedagen og den helt store fremvisning for forældre, bedsteforældre og søskende fredag eftermiddag.
Forløbet er blevet til med økonomisk støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Alle har mulighed for at se forløbet og følge med i projekter på www.dragoer.dk/månebase






