Dragørprojekt prøves af i København
Astronaut Andreas Mogensen er i rummet, og på Jorden prøver børn i Dragørs SFO’ere kræfter med at lave astronautmad, bygge månebaser, raketter og månebiler. Der er tale om et nyt naturfagligt forløb for børn, udviklet i Dragør Kommune, og som i efteråret prøves af i Københavns Kommune.

Holdet fra Dragør Kommune bag Projekt Månebase for SFO'ere ved kickoff på Københavns Rådhus den 25. august 2023
Det ydre rum, planeter og mælkevejen har altid fascineret os mennesker. At rejse i rummet og sende satellitter i kredsløb og finde svar på, hvordan det er derude – optager ikke bare nørder og forskere, men også rigtig mange af os andre – unge som gamle.
Lige nu er det da også højaktuelt med Danmarks egen udsendte astronaut Andreas Mogensen, som – efter opsendelse den 26. august 2023 med Dannebrog på skulderen – suser rundt om jorden med 28.000 km i timen.
Rummet i børnehøjde
Men hvordan kan man arbejde med rummet, Månen og robotter i børnehøjde? Det satte Dragør Kommune sig for sammen med astrofysiker Tina Ibsen og projektleder Pia Marie Lie at finde ud af.
Med økonomisk støtte fra Novo Nordisk fonden på tre millioner kroner har pædagoger og ledere fra Dragør Kommunens skolefritidsordninger udviklet et kreativt, naturfagligt forløb for børn i indskolingsalderen.
Et forløb med masser af sjove aktiviteter og spændende læring for børn (og voksne), som går i SFO. Og ingen mindre end Andreas Mogensen har været med på sidelinjen og medvirker i mange små inspirationsfilm, som er udviklet i løbet af projektet i Dragør Kommune.
Hvad går det ud på?
Med Månen som rammefortælling er udviklet en række kreative værksteder, hvor børnene arbejder med for eksempel at lave astronautmad, bygge månebaser, raketter og robotter, designe månehjelme og spille månefodbold.
Der er holdt fast i en stærk fritidspædagogisk tradition i arbejdet med værkstederne, hvor børn kan vælge at deltage. Værkstederne opleves derfor ikke som en forlængelse af skolen, men som rum (eller læringsmiljøer) børnene selv kan vælge at gå til og fra.
For eksempel viste det sig i Dragør, at børn, som normalt ikke deltager i værksteder, finder vej. Nogle børn tiltrækkes af indholdet, særligt robotter, månebase og månebold, mens andre børn besøger værksteder med en kendt pædagog, men med et nyt indhold.
Det var tydeligt, at pædagogernes evne til at være i det ‘produktive kaos’, der opstår i arbejdet med pap, limpistoler, hønsetråd mv. og deres lyst til at ’gå i karakter’ som en astronaut, har betydning for børnenes deltagelse. På med rumdragt og -hjelm, bevæge sig i slowmotion og tale ’Månesprog’.
Testes og udbredes
Projektet eller læringsforløbet ’Månebase’ er udviklet, testet og justeret i løbet af foråret og sensommeren i 2022 og for alvor afprøvet i praksis hen over en hel uge i november 2022. Ugen kulminerede med en familiedag og den helt store fremvisning for forældre og søskende fredag eftermiddag.
Og hele baduljen er grundigt evalueret af forskere fra Professionshøjskolen Absalon med så at sige overordentlig fine karakterer.
Nu testes projekt Månebase for anden gang i Dragør Kommune, og Københavns Kommune får lov at prøve forløbet for første gang.
Kickoff på Københavns Rådhus
For nyligt holdt Københavns Kommune kickoff for pædagoger og ledere i kommunens fritidsordninger – også kaldet KKFO’ere. Det foregik den 25. august 2023 på Københavns Rådhus. Her deltog hele udviklingsgruppen med projektleder, pædagoger og ledere fra Dragør Kommunes SFO’er, og de delte rundhåndet og praksisnært ud af de ledelsesmæssige og pædagogiske erfaringer og redskaber.
Ved kickoff-arrangementet var der også videohilsner fra såvel Andreas Mogensen som astrofysiker Tina Ibsen. De var begge i Florida i forbindelse med opsendelse af Space X’s Crew Dragon, med Andreas ombord, fra Kennedy Space Center.
På spørgsmål om, hvad Københavns pædagoger glædede sig mest til efter kickoff-dagen, lød for eksempel:
- At komme ud i rummet😊
- At se fascinationen for rumfart vokse i børnene
- At være sammen om at nørde science i et eksperimenterende rum
- Inkludere alle børnene i fællesskabet
- At se, opleve og mærke børnenes og deres fantasi og se dem skabe og bygge på tværs
- At komme tilbage til kollegaer og formidle mulighederne med projektet. Komme i gang og få WAUW-oplevelsen
- At indgå i stærke arbejdsfællesskaber med mine kollegaer.
Tidslinje
Projekt Månebase er et treårigt projekt med stort potentiale for udbredelse til hele landet:
2022: Udvikling, test og evaluering i Dragør Kommune
2023: Tilpasning, test og evaluering i Dragør og Københavns Kommuner
2024: Forankring og udbredelse af forløb og materialer til brug for SFO’ere i hele landet.
dragoer.dk/månebase
Til de kreative værksteder og hver aktivitet er knyttet et såkaldt blended-learning materiale. Det består af en film, hvor astronaut Andreas Mogensen og astrofysiker Tina Ibsen fortæller om videnskaben bag de kreative aktiviteter. Til aktiviteterne er der også skriftlige vejledninger og film, der klæder pædagogerne og børnene på til at komme godt i gang.
Du kan følge med på dragoer.dk/månebase – se de faglige videoer og vejledninger og bliv allerede nu inspireret til, hvordan du kommer i gang.