Varmeplan – tjek din adresse
Dragør Kommunalbestyrelse vedtog på et ekstraordinært møde torsdag den 8. december 2022 ’Varmeplan for Dragør Kommune’. Som grundejer kan du tjekke om din adresse ligger i et område i kommunen, hvor der planlægges for fjernvarme.

Stort fokus
For tiden er der stort fokus på at udfase brugen af fossile brændsler, som naturgas og olie, til opvarmning af vores ejendomme. I den forbindelse er der indgået en politisk aftale blandt Folketingets partier om at udfase olie og naturgas til rumopvarmning hurtigst muligt – og senest i 2035.
Dragør Kommunalbestyrelse besluttede torsdag den 8. december 2022 ’Varmeplan for Dragør Kommune’. Varmeplanen peger på, i hvilke områder af kommunen det bliver muligt at udrulle fjernvarme, og i hvilke områder det bedre kan betale sig at opvarme ejendommene med individuelle varmekilder, eksempelvis varmepumper.
Brev til grundejerne
På baggrund af den vedtagne varmeplan sender kommunen i disse dage brev til grundejerne for at informere om den fremtidige varmeforsyning i Dragør Kommune og fortælle om mulighederne for at erstatte olie- eller gasfyr med en alternativ varmeløsning.
Grundejerne kan også tjekke om konkrete adresser ligger i et område, hvor der planlægges for fjernevarme.