Gå til hovedindhold

Næste skoleår: Ekstra 0. klasse

Enigt udvalg ønsker en ekstra 0. klasse i det kommende skoleår. Det står klart efter et ekstraordinært møde i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget den 2. marts. Samtlige medlemmer stemte for, at der afsættes midler til at oprette en ekstra klasse til de kommende 0. klasser. Det såkaldte 9. spor i Dragør.

3. mar. 2022

Indhold

    Fordeling af elever

    Fordeling af skoleelever i kommende 0. klasser er en årlig tilbagevendende begivenhed, men i år mere kompleks end hidtil. Børne-, Fritids- og Kulturudvalget har været præsenteret for to forslag for fordelingen af de kommende 0. klasser. Det ene forslag om der skal oprettes et niende spor. Det andet om der fortsat skal være otte spor, men med en højere klassekvotient på den kommende 0. årgang.

    Udvalget har ønsket en grundig beslutningsproces og har bl.a. haft forslagene sendt i høring på kommunens skoler, i skolebestyrelserne m.fl.

    På det ekstraordinære møde i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget var der enighed om at gå videre med at oprette en ekstra 0. klasse.

    Bag beslutningen står både Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre og Liste T. Den ekstra 0. klasse skal nu formelt vedtages i Økonomiudvalget og dernæst i Kommunalbestyrelsen torsdag den 3. marts 2022. Sydamagerlisten – som ikke er repræsenteret i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget – har tilkendegivet også at ville bakke op om beslutningen.

    Udvalgsbeslutningen

    På aftenens udvalgsmøde blev følgende ført til referat:

    "Udvalget takker for høringssvarene, hvis argumenter udvalget har gennemgået og drøftet grundigt. Vi værdsætter det meget grundige arbejde, der er lagt i udarbejdelsen af høringssvarene.

    Udvalget beslutter at arbejde i to faser.

    Fase 1, der handler om skoleåret 2022/2023

    Fase 2, der handler om fremtiden skoleindskrivninger i Dragør.

    For fase 1 beslutter udvalget, at;

    • Der for det kommende skoleår 2022/2023 etableres et 9. skolespor på St. Magleby Skole
    • Der tilføres kr. 1,5 million for skoleåret 2022/2023, som finansieres via et kassetræk, i forhold til kommunens samlede økonomi (ikke særskilt sektoransvar), hvilket kan lade sig gøre, qua et forventet mindre forbrug i regnskab 2021.
    • Administrationen, skoleledelse og bestyrelse bemyndiges til at finde løsninger på lokalefordeling med så få omkostninger som muligt, henset til kommunens samlede økonomiske situation og prioritering. Såfremt lokalefordeling medfører mindre meromkostninger forelægges sagen politisk.
    • Øvrige udfordringer og problematikker, der er påpeget ved etablering af et midlertidigt 9. skolespor udarbejder administrationen, skoleledelse, bestyrelse, inkl. input fra det rådgivende skoleorgan løsningsmodeller for.

    For fase 2 udtaler og beslutter udvalget, at;

    Der til budgetforhandlingerne 2023-2026 udarbejdes:

    • budgetnotat indeholdende omkostninger for drift, anlæg og proces for gennemførelse, ved etablering af et fuldt 9. spor samt faglige fordele og udfordringer for Dragørs skolevæsen
    • Der udarbejdes et fagligt oplæg, indeholdende også budgetomkostninger, hvis der fremadrettet skal bibeholdes 8. spor i Dragørs skolevæsen. Oplægget udarbejdes i fællesskab af administrationen, skoleledelsen, skolebestyrelser, inkl. input fra det rådgivende skoleorgan og opgaven er politisk forankret i Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.
    • Udvalget i samarbejde med skolerne fastholder fokus på læring og trivsel for elever og godt arbejdsmiljø for personalet, men er også opmærksom på, at en fremtidig fuld meromkostning for skolevæsenet kan være vanskeligt at indfri, henset til kommunens samlede økonomi og prioritering.
    • En vurdering af, om den nuværende budgetfordelingsmodel har behov for justeringer.

    Generelt ønsker udvalget, at befolkningsprognosen også forelægges Børne-, Fritids- og Kulturudvalget til politisk drøftelse, og at forvaltningen kvartalsmæssigt følger op på antallet af tilflyttere/fødsler i aldersgruppen 0-6 år."

    Stor tilfredshed

    Blandt samtlige politikere er der stor tilfredshed med, at der er tale om en enstemmig beslutning om først at løse det aktuelle behov for et 9. spor til de 0. klasser, som starter efter sommerferien, og dernæst undersøge grundigt, hvordan behovet ser ud i de efterfølgende år.

    På vegne af Socialdemokratiet udtaler udvalgsformand Lisbeth Dam Larsen:
    ”Jeg er meget glad for, at et enigt udvalg har valgt at lytte til argumenterne for et 9. skolespor i de seriøse og godt gennemarbejdede høringssvar, som vi modtaget. Ligesom jeg er glad for, at meromkostningerne ved det 9. skolespor på Store Magleby Skole kan tages af mindreforbruget på sidste års kommunale regnskab. En god skolestart er noget af det bedste, vi kan gøre for vores børns trivsel og udvikling.”

    På vegne af Venstres gruppe udtaler Henrik Løwenheim Kjærsvold-Niclasen:
    ”Venstre gik til valg med en tydelig ambition om en fortsat klassekvotient på 24 i indskolingen, fordi vi mener af den nuværende lovgivning med max. 28 elever med mulighed for dispensation med helt op til 30 elever, er for høj. Vi mener ikke, at 28-30 elever i en klasse bidrager til en positiv trivsel, indlæring og arbejdsmiljø. Derfor er vi glade for, at det i første omgang er lykkedes os at finde en løsning for de børn, som skal starte i skole efter sommerferien. Tak til alle, der har bidraget til, at førnævnte løsning bliver en realitet. Ligeledes skal der lyde en stor tak for alle de saglige input, der er kommet fra forældre, skoler, institutioner og forvaltningen.”

    På vegne af den konservative gruppe udtaler Trine Søe:
    ”For os er det hjerteblod, at vi har gode folkeskoler, hvor Dragørs børn trives og føler sig set. Det er kernevelfærd, og derfor ser vi mindre klasser som den rigtige løsning for de kommende 0. klasser, og vi vil nu sikre, at både rammer og ressourcer giver dem en god start i folkeskolen. Samtidig vil vi gerne sige tak for det konstruktive politiske samarbejde i denne proces og tak for al det gode input, vi har modtaget fra såvel forvaltningen som hele kredsen af engagerende skoler, institutioner og forældre.”

    På vegne af Tværpolitisk Forening – Liste T udtaler Annette Nyvang:
    ”I Liste T er vi glade for, at kommunalbestyrelsen samlet prioriterer et 9. spor, så trivsel og faglighed sikres hos de mindste skolebørn. Vi ser frem til et tæt samarbejde, også med skolens interessenter, i den kommende proces. Det er nødvendigt, når vi skal sikre klasselokaler og faglokaler, både på kort og lang sigt samt sikre finansiering.

    På vegne af Sydamagerlisten udtaler Flemming Blønd:
    ”Sydamagerlisten ønsker ikke at spare på nogle af velfærdsområderne. Heller ikke skoleområdet. Og reelt er der jo ikke noget alternativ. Vi er nødt til at lave et 9. spor. Vi ser også skoleområdet som et meget vigtigt område. Men desværre er det er nok ikke sidste gang, at vi må korrigere budgettet, som ikke tager højde for, at både børnetallet og antallet af ældre er stigende.”