Biodiversitet: Omlægning af areal-pleje
Et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede den 16. december 2021 at godkende plan for ’Biodiversitet – omlægning af plejen på en række offentlige arealer’. Den nye plan er en del af Dragør Kommunes deltagelse i konkurrencen ”Danmarks Vildeste Kommune”. Den nye plan betyder, at borgerne i fremtiden kan opleve et mere ’vildt’ groet udtryk udvalgte steder i kommunen.

Biodiversitet
Biodiversitet handler om biologisk mangfoldighed, bl.a. i antallet af naturligt forekommende arter i naturen. Og her spiller de danske kommuner en rolle i arbejdet med at øge biodiversitet. Rollen kommer i kraft af kommunernes ansvar for naturbeskyttelse, naturpleje, og drift og pleje af mange offentlige arealer.
Dragør Kommune er for eksempel med i konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, hvor målsætningen er at skabe mere vild natur. I den sammenhæng har Vej og Gartner udarbejdet et forslag til en ændret drift og pleje af en række offentlige, mindre arealer i kommunen.
Hvad og hvorhenne?
Biodiversitetsplanen indeholder både overordnede retningslinjer, kort om nuværende tilstand og konkrete tiltag for nogle nærmere udpegede arealer. Planen omfatter derimod ikke en praksis for øvrige naturområder, for eksempel strandenge eller skove, i Dragør Kommune.
De overordnede retningslinjerne handler om:
- Inddragelse
- Vildtpleje
- Hjemmehørende arter
- Den private have
Disse skal være med til at styre vores fremtidige arbejde inden for biodiversitet.
Planens berørte arealer for tiltag med omlægning af drift og pleje er:
- Grushullerne
- Køjevænget
- Lunden
- Gl. cirkusplads og Gåserepublikken
- Søvangsbakker
- Blomstereng og
- St. Magleby Skole.
Fakta
Forslag til plan for ’Biodiversitet – omlægning af plejen på en række offentlige arealer’ har været i offentlig høring i august 2021.
På baggrund af høringen blev forslaget suppleret med fire overordnede retningslinjer for omlægning af offentlige arealer, som en del af den daglige drift af arealerne.
Kommunalbestyrelsen godkendte planen den 16. december 2021.