Gå til hovedindhold
Besøg

Besøg af indenrigs- og boligministeren

Op til weekenden besøgte indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Dragør Kommune. Anledningen var vores ønske om at præsentere og være i dialog med ministeren om de hindringer, som støjreglerne lægger for udvikling af Dragør Kommune.

4. apr. 2022

Borgmester Kenneth Gøtterup (tv) og bolig- og indenrigsminister Kaare Dybvad ved besigtigelse af grunden med den nedlagte børneinstitution Høgevænget

Indhold

    Begrænset mulighed for byudvikling

    Dragør Kommune er en bosætningskommune, som er skøn at bo og leve i – tæt på natur, vand og hovedstaden. Men mulighederne for yderligere at udvikle en varieret og bæredygtig boligmasse i kommunen er meget begrænset. Den lille byudvikling, som sker i dag, sker fortrinsvist ved at omdanne eksisterende by- og boligområder.

    ”Vi har i et stykke tid haft kig på mulighederne for at omdanne grunden, hvor den nedlagte institution Høgevænget ligger, til boligformål. Men som reglerne for støjzoner er i dag, vil det kræve en dispensation,” forklarer borgmester Kenneth Gøtterup.

    Borgmesteren henviser blandt andet til gældende planlov, herunder landplandirektivet og et støjcirkulære fra 1997.

    Konkret område besigtiget

    Grunden med den tidligere institution Høgevænget ligger midt i et parcelhuskvarter. Fredag den 1. april 2022 havde borgmesteren lejlighed til at vise Kaare Dybvad området, så indenrigs- og boligministeren ved selvsyn kunne danne sig et indtryk af forholdene.

    ”Restriktionerne kan jo virke underlige, når for eksempel private husejere i området kan rive deres nuværende bolig ned og bygge nyt, mens vi som kommune ikke kan bygge boliger, hvis vi river vores gamle institution ned,” siger Kenneth Gøtterup og slutter:

    ”Ministeren skal have tak for et godt møde, og som borgmester er mit håb nu, at Folketinget i de kommende planlovsforhandlinger vil se positivt på vores udfordringer. Høgevænget vil nemlig kunne indgå i den samlede strategi for udvikling af de få grunde i kommunen, som vil kunne komme i spil.”