Gå til hovedindhold

Fondsstøtte til renovering af Dragør Havns vartegn

Efter at have konstateret begyndende råd og svamp i den bærende konstruktion, er det lykkedes at få fondsstøtte til at renovere af Dragør Havns karakteristiske vartegn – lodstårnet. Det glæder både havnefogeden og borgmesteren.

22. jan. 2021

Indhold

    Borgmester Eik Dahl Bidstrup fortæller: ”Lodstårnet er et vartegn for Dragør og for byens maritime historie. Som det står der – karakteristisk, knejsende – og skuer ud over havet, er det til glæde for byen og dens borgere. Det er en fortælling om en søfartsby og lodserne i Dragør.”

    Begyndende råd og svamp

    Borgmesteren bakkes op af havnefoged Lars Olsen: ”Det var da også en umådelig trist melding, da vi sidste år fik konstateret tegn på råd og svamp i den bærende konstruktion af lodstårnet.” Han fortæller videre:

    ”Det skete i forbindelse af vores regelmæssige gennemgang af træværk på havnen. Og så er gode råd jo som regel dyre.”

    Ansøgning og bevilling

    Stod Dragør Havns vartegn nu over for en fremtid med forfald og en mulig nedrivning som endelig resultat? Eller var der en anden mulighed?

    Lars Olsen uddyber: ”Det er jo en større omgang sådan et renoveringsprojekt. I løbet af sommeren kom vi frem til, at vi ville forsøge os med en ansøgning om støtte fra A.P. Møller Fonden. Med en levende søfartshistorie så vi det som et godt match i forhold til et renoveringsprojekt.”

    Ansøgningen blev sendt af sted i august, og i december kom der besked om, at fondsbestyrelsen ønskede at støtte renoveringen af lodstårnet med knap en halv million kroner.

    En lys fremtid

    Det er dette tilsagn om bevilling, som Økonomiudvalget netop har behandlet på møde den 21. januar 2021.

    ”Når jeg tænker på, at Danmarks eneste lods-museum ligger på Dragør Havn, er det overordentlig glædeligt, at andre også kan se værdien i at værne om historien, lodstårnet og den ellers maleriske havn,” siger Eik Dahl Bidstrup, som også er formand for Økonomiudvalget i Dragør Kommune.

    ”Med tilsagnet om fondsstøtte og med gode lokale kræfter går vartegnet en lys fremtid i møde,” slutter Eik Dahl Bidstrup.

    Renovering i år

    Den påtænkte renovering omfatter udskiftning af ét ben og en stor del af det vandrette tømmer. Til det formål kræves både stillads og kran. Dertil kommer maling af hele konstruktionen.

    Det forventes at være havnens tømrer samt lokale håndværkere, som i løbet af året gennemfører renoveringen.

    Fakta

    A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål støtter renoveringen af lodstårnet. Bevillingen lyder på i alt 475.000 kr., hvilket svarer til det fulde ansøgte beløb.

    Lodstårnet er opført i 1912 og gennemgik en restaurering i 1960, hvorefter det blev overdraget til Dragør Kommune. Det blev fredet i 1987. I 2010 blev der udskiftet én sektion i det ene af de fire ben.