Sygefraværet er faldet i 2019
Det går den rigtige vej. Sygefraværet i Dragør Kommune er faldet. Det viser nye tal for 2019, som Økonomiudvalget har fået forelagt. I gennemsnit er det samlede sygefravær faldet med 1,5 dag pr. fuldtidsbeskæftiget medarbejder set fra år 2018 til år 2019. Det svarer til et fald på 0,45 procentpoint.

Fald på 1,5 dag pr. medarbejder
En ny opgørelse af sygefraværet i Dragør Kommune viser, at medarbejderne i gennemsnit var væk fra jobbet i 11,2 dage i 2019. Det svarer til et sygefravær på gennemsnitlig 5 % pr. medarbejder.
Borgmester Eik Dahl Bidstrup siger: ”Det er hverken rart for den medarbejder, som er syg, eller de kolleger, som er tilbage på jobbet. Ligesom borgerne jo helst heller ikke skal møde vikarer mere end højst nødvendig. Derfor glæder det mig meget, at sygefraværet er faldet, og vi ser i Økonomiudvalget med tilfredshed på, at måltallet for sygefraværet i 2019 er nået.”
De tilsvarende tal for 2018 var et sygefravær på 12,7 dage i gennemsnit pr. medarbejder, hvilket svarer til et fravær på gennemsnitlig 5,45 % pr. medarbejder.
Faldet tegner sig særligt inden for Sundhed og Omsorg samt Børneområdet, hvor sygefraværet i udgangspunktet er relativt højt.
Tæt opfølgning og dialog
Samarbejdsorganisationen i kommunen har formuleret nogle retningslinjer, og det er dem, som arbejdet med fravær og nærvær tager udgangspunkt i. Det betyder blandt andet, at lederne skal have en tæt opfølgning og gennem omsorgssamtaler med medarbejdere at drøfte om, der for eksempel er forhold på arbejdspladsen, som har indflydelse på fraværet.
Løsninger findes generelt i et fællesskab på de enkelte arbejdspladser, hvor ledelse og medarbejdere er sammen om at pege på konkrete indsatser.
På den årlige MED-Dag har der desuden de senere år systematisk været fokus på at styrke medarbejdere og ledere til i højere grad at tale om trivsel, psykisk og fysisk arbejdsmiljø.
Det kan være medvirkende til, at måltallet for sygefraværet i 2019 på 11,2 dage pr. medarbejder er nået.
Målet for 2020
Målet for 2020 er dels at fastholde, dels at tage et lille nøk mere med et yderligere fald. Måltallet for sygefraværet i 2020 er på 11,1 dage i gennemsnit pr. fuldtidsansat medarbejder.
2019-tal for sygefravær på tværs af kommuner forventes offentliggjort i maj/juni 2020.