Økonomisk ramme bedre end frygtet
Dragør Kommunes økonomiske situation er fortsat alvorlig. Men udgangspunktet for næste års kommunale budget er markant bedre end frygtet. Det viser beregninger af konsekvenser for Dragør Kommune af blandt andet udligningsreformen og økonomiaftalen for 2021 mellem staten og kommunerne.

Markant bedre udgangspunkt
Staten sætter hvert år rammerne for kommunernes økonomi. Det sker i form af økonomiaftale, skatter, tilskud og udligning, service- og anlægsrammer mv. Hen over sommeren har administrationen regnet på, hvad disse rammer betyder for budgetlægningen 2021 i Dragør Kommune.
Af det store regnestykke viser det sig, at udgangspunktet for dette års budgetlægning er markant bedre end forventet. Og det til trods for, at kommunen både vil få færre skatteindtægter og må forvente større udgifter til arbejdsløshed i 2021.
Det hænger sammen med, at Dragør Kommune samlet set vinder på udligningsordningen, fortæller borgmester Eik Dahl Bidstrup:
”Godt nok skal kommunen betale væsentlig mere end sædvanligt, men vi får til gengæld endnu mere tildelt i bloktilskud fra staten. Konkret er vores udgangspunkt forbedret med cirka 44 mio. kr.”
Det tal skal holdes op imod administrationens tekniske budget, der indeholder budgetudvidelser for lidt over 63 mio. kr., hvor der tages højde for aktivitetsudvikling, lovændringer og den helt særlige situation, som Dragør Kommune er ramt med en forventet fordobling i antallet af ledige borgere.
Behov for besparelser
Et bedre udgangspunkt løser altså ikke Dragør Kommunes økonomiske udfordringer, vurderer borgmesteren.
”Kommunens økonomiske situation er fortsat meget alvorlig. Men vi har nu en mulighed for at bringe udgifter og indtægter i balance – måske hurtigere end ventet. Det kræver dog, at vi kommer i arbejdstøjet og for eksempel finder de besparelser, som skal til,” siger Eik Dahl Bidstrup.
Der er gode handlemuligheder for Dragør Kommunes politikere. Der er mulighed for at hæve indtægterne og at reducere udgifterne inden for lovgivningens rammer, hvor Dragør på flere områder har et relativt højt serviceniveau.
Alt i alt vurderer administrationen, at der med økonomiaftalen mellem staten og kommunerne er god mulighed for Dragør at få en mere stabil økonomisk situation, men at det er nødvendigt at finde besparelser for 19,4 mio. kr. i budgettet for 2021. Det er beskrevet som en forudsætning for på sigt at kunne efterleve den politisk vedtagne økonomiske politik i Dragør.
Væsentlig usikkerhed
Med den igangværende coronapandemi står Dragør Kommune, som landets øvrige kommuner, over for en grundlæggende usikkerhed – også i budgetøjemed. Eik Dahl Bidstrup siger:
”Det er umuligt at forudse følgerne af corona-situationen for Dragør Kommunes økonomi. Det er et vilkår og en usikkerhed, vi skal være bevidst om – og løbende må tage bestik af.”
Han uddyber: ”Det er for eksempel klart med lufthavnens massive udfordringer, at det allerede har og også i de kommende år må forventes at have følger for vores borgere og dermed også kommunens økonomi.”
Høringsmateriale og videre proces
Administrationens beregninger og forslag til besparelser og udvidelser af kommunens budget er sendt offentlig høring. Det samlede høringsmateriale ligger på Dragør Kommunes hjemmeside dragoer.dk
Tirsdag den 18. august 2020 klokken 19-21 er der budgethøringsmøde for borgere, hvor det er muligt at stille spørgsmål. Mødet foregår på Aktivitetshuset Wiedergården, Wiedergården 2. Der er – som følge af corona-restriktioner – plads til 60 personer.
Efterfølgende kan der afgives skriftligt høringssvar til dragoer@dragoer.dk. Tidsfrist for høringssvar er fredag den 28. august 2020 kl. 10.
Eik Dahl Bistrup siger: ”Jeg glæder mig til dialogen med borgerne, og at vi i kommunalbestyrelsen får sat os sammen og talt alle muligheder og prioriteringer grundigt igennem. Jeg håber, at mange borgere og hele kommunalbestyrelsen vil gå konstruktivt ind i opgaven.”
Frem til midten af september forhandler kommunalbestyrelsen om det kommende budget, som forventes endeligt godkendt på kommunalbestyrelsesmødet torsdag den 1. oktober 2020.