Planstrategi 2024
Planstrategi 2024 "Det flade land og de åbne vidder" er den strategiske ramme for den mere konkrete kommuneplan.
Hvad er en planstrategi?
Planstrategien er et politisk dokument, hvor kommunalbestyrelsen fremlægger sine overordnede mål og strategier med hensyn til kommunens udvikling. Planstrategien indeholder oplysninger om den kommunale planlægning siden den seneste revision af kommuneplanen, og er kommunalbestyrelsens vurdering af kommunens udvikling og strategien for de næste 12 år.
Det flade land og de åbne vidder
Planstrategi 2024 har som formål at styrke Dragør Kommune som en kommune, der forener byliv, natur og nærheden til kysten, og hvor det åbne land skaber kontraster til de lokale bysamfund såvel som til hovedstadens tætte by.
Planstrategi 2024 indeholder et bud på en fremtidsvision for landskabet ”Det flade land og de åbne vidder”, hvor der ses 100 år frem.
Det lange perspektiv er foreslået på grund af natur- og klimaforandringer, som skal forstås i et langt perspektiv for at kunne agere i et kortere perspektiv. Men også på grund af byplanlægningens generelt lange perspektiver, hvor samfundsmæssige tendenser og udviklinger for eksempel teknologisk eller demografiske også skal drøftes og forstås i et langt perspektiv for at bestemme hvilke planmæssige mål og rammer som er hensigtsmæssige at indarbejde i kommuneplanens kortere perspektiv.