Miljøtilsyn
Tårnby og Dragør Kommune har et forpligtende samarbejde om miljøtilsyn. Tilsynet er bl.a. en hjælp til at passe på miljøet.

Tårnby Kommune fører på vegne af Dragør Kommune miljøtilsyn med virksomheder og husdyrbrug i Dragør for at undgå forurening af jorden, vandet og luften. Det er Miljøstyrelsen, der fastlægger, hvilke virksomheder det drejer sig om.
Tilsynsplanen indeholder blandt andet en beskrivelse af kommunens tilsynsindsats, en vurdering af relevante væsentlige miljøproblemer samt en fortegnelse over særligt forurenende virksomheder dvs. virksomheder omfattet af EU direktiv om industrielle emissioner og store husdyrbrug.
Tilsynsbekendtgørelsen fastsætter, hvor ofte virksomheder og husdyrbrug skal have tilsyn. Bekendtgørelsen erstatter aftalen mellem Kommunernes Landsforening og Miljøministeriet om minimumsfrekvenserne for samlede tilsyn fra 2005 (Minimumsfrekvensaftalen). Desuden er der i bekendtgørelsen krav om, at kommunen fra 2014, hvert år gennemfører to tilsynskampagner samt krav om, at tilsynsrapporter udarbejdet i forbindelse med tilsyn på virksomheder og husdyrbrug skal offentliggøres.
Indberetningen af kampagner og kommunens tilsyns- og godkendelsesdata kan ses på Miljøstyrelsens DMA portal.
På portalen kan borgere og virksomheder se, hvilke virksomheder, der ligger i kommunen, deres miljøgodkendelser samt hvornår kommunen har ført tilsyn med virksomhederne, og hvilke håndhævelser de har. Derudover offentliggøres kommunens evalueringer af de lovpligtige tilsynskampagner på portalen.
På fem centrale områder har Dragør Kommune forpligtet sig til at indgå et forpligtende samarbejde med nabokommunen Tårnby. Samarbejdet betyder, at Tårnby Kommune er myndighed på området og ansvarlig for sagsbehandlingen.