Gå til hovedindhold
Nyheder

Har du pengesedler, som bliver ugyldige?

Efter den 31. maj 2025 bliver alle pengesedler fra ældre seddelserier ugyldige. Det samme bliver den nuværende 1000-kroneseddel.

18. sep. 2024
Grafik med ugyldige sedler

Indhold

    Fra den 31. maj 2025 vil kun fire pengesedler være gyldige: 50-, 100-, 200- og 500-kronesedler fra serien med broer og oldtidsfund (2009-serien). Det er de sedler, du typisk ser, hvis du er ude at handle og betaler kontant.

    Tjek og vær opmærksom

    Nationalbanken har bedt os om at formidle bankens budskaber:

    1. Tjek, om du har sedler, der bliver ugyldige efter 31. maj 2025. Se alle sedlerne på nationalbankens hjemmeside
    2. Pas på svindlere, der kontakter dig. Hverken Nationalbanken eller andre myndigheder vil bede dig udlevere kontanter
    3. Bliv ikke muldyr for de kriminelle. Sig nej, hvis andre beder dig om at veksle eller indsætte kontanter for dem. Du risikerer at medvirke til alvorlig kriminalitet.

    Sådan gør du

    Sådan gør du, hvis du har sedler, der bliver ugyldige:

    • Du kan bruge dem som normalt i butikker til og med 31. maj 2025.
    • Du kan sætte dem ind på din bankkonto til og med 31. maj 2025. I nogle hæveautomater kan du også indsætte kontanter. Disse automater accepterer sedler fra 1997-serien og den nuværende 1000-kroneseddel. Hvis du vil indsætte endnu ældre pengesedler, kan du se på din banks hjemmeside, hvordan de tilbyder at tage imod kontanterne.
    • Du kan vælge at beholde sedlerne som samleobjekter.

    Der er brug for kontanter i Danmark – også i fremtiden. Nationalbanken er i gang med at fremtidssikre de danske pengesedler. Derfor bliver en række af dem snart ugyldige. Fra 2028-2029 udsteder Nationalbanken en helt ny seddelserie med de nyeste teknologier for at forhindre forsøg på forfalskninger.

    Vil du vide mere?

    Læs mere på nationalbanken.dk/fremtidenskontanter