Om havnen
Dragør Havn er en gammel og historisk havn og har to gange i historien været en af de vigtigste søfartsbyer i Danmark - både i sidste halvdel af 1700-tallet og igen i slutningen af 1800-tallet, hvor de fleste af husene i den gamle bydel også er bygget.
Man antager, at i 1500-tallet anlagde de hollandske bønder i Store Magleby begyndelsen til en havn, så Dragør Havn går langt tilbage i historien. I middelalderen var Dragør kendt som et internationalt marked for sild for Hansekøbmænd, hvor der blev skibet sild ud til flere europæiske lande.
I dag er der nogle få fiskere tilbage og en lodsstation, og ellers lever lystsejlere, maritime klubber, museer og restauranter side om side og skaber liv i den gamle del af havnen, som er stort set uændret siden 1850.