Gå til hovedindhold

Overgang til skole og SFO

Hvert år omkring den 1. september dannes en Troldegruppe, som består af de ældste og kommende skolebørn.

Indhold

    Vi skaber den gode overgang sammen

    Vi lægger stor vægt på Troldegruppen, der som udgangspunkt mødes én fast dag om ugen.
    Vi har her fokus på begreber og sprog, venskaber, øve i at gå i trafikken, skrive/tegne med blyant, klippe med en saks, lave opgaver/lege med bogstaver i egne mapper, lege aldersrelaterede fælleslege, samt øve selvhjulpenhed og forståelse af kollektive beskeder. 

    Troldetiden handler om at lege og være gode ved hinanden, lytte til hinanden, respektere hinandens forskelligheder, at mærke sig selv og lade lærdommen om sociale færdigheder vokse og gro, så de har et godt fundament i deres videre færden på SFO og i skole.

    Sansehuset har et tæt samarbejde med strandengens SFO, hvor vi ofte går over når der er Troldedag. Børnene nyder godt af de udvidede omgivelser og legetøj, og bliver samtidig introduceret til SFO livet.
    Hvert år til jul er det Troldene der går Lucia. Dette er for Troldeforældrene, og det foregår udenfor kl 7.30, med bål og lys.

    Sansehuset er med i Rød Tråd Syd, som er for alle kommende skolebørn på syd. Vi samles to gange i foråret; første gang på Strandengens SFO, anden gang på Dragør Skole børnehaveklasse. Dette med henblik på leg, fællesskab, fri-for-mobberisangen og allermest genkendelighed.

    Vi har kommende skolebørn til alle tre skoler. I indskriver jeres barn i skole i november måned og i februar får I at vide, hvilken SFO, samt skole jeres barn skal gå i. 

    Der afholdes en besøgsdag på de respektive SFO’er, hvor vi er med sammen med de børn der skal gå på SFO’en. Her møder de også de andre børn, som de skal gå sammen med og efterfølgende kan dele deres fælles oplevelser sammen. Vi oplever at både Rød Tråd og besøgsdagene er med til at give en tryghed og ro hos børnene. 

    Der bliver lavet overleveringsskemaer på alle børn. I uge 3 afholder vi Troldesamtaler, som handler om skoleparathed og hvor vi udfylder overleveringsskemaerne sammen.

    Vi vil rigtigt gerne at I som forældre også tager aktiv del i jeres barns overgang. 
    Dette gøres bedst ved at I stiller krav til jeres barn hjemme, har fokus på selvhjulpenhed og lærer jeres barn at tørre sig selv.

    I hjælper jeres barn bedst til at blive skoleparat ved, at i som forældre støtter op om:

    • Legeaftaler/venskaber
    • Konflikthåndtering
    • Sproglig udvikling (læse, rime og lege børnestavning med barnet)
    • Udbygge barnets begrebsverden
    • Øve at modtage kollektive beskeder
    • Holde på blyant, klippe med en saks