Gå til hovedindhold

Ny i Sansehuset?

Her har vi samlet information til dig, der er ny i Sansehuset.

Indhold

    Indkøring

    Ved jeres første besøg vil vi vise jer institutionen, og fortælle jer lidt om os.

    Når I starter, er det vigtigt for jeres barn, at det får en så god en start som muligt.  Tag jer god tid til at være sammen med jeres barn den første dag, og aftal sammen med personalet, hvornår jeres barn er klar til, at I går et par timer. Ingen indkøringer er ens, for vi tager udgangspunkt i det enkelte barns behov. Hvis I har mulighed for det, er det godt, at barnet starter med nogle korte dage.

    Ved opstart sørger de primære voksne for, at I får tid til at fortælle om jeres barn. Eksempelvis barnets sovevaner, allergier, særlige hensyn, eller andet, I tænker er vigtig viden for os at få om jeres barn.

    At starte i børnehave er/kan være en stor omvæltning for jeres barn. Der er nye indtryk, der skal indarbejdes, mange nye legekammerater, som man skal lære at kende, nye voksne, man skal opbygge tillid til, nye regler, man skal lære at efterleve, og der er nye omgivelser, der skal udforskes.

    Alle disse nye indtryk tager tid at forstå og vænne sig til, så hav tålmodighed med jeres barn. Giv det og jer selv tid til at lære os/stedet at kende.

    Det er vigtigt for jeres barn, at der er et godt samarbejde mellem personale og jer som forældre. Gensidig tillid skaber tryghed for jeres barn, så kom meget gerne og tal med os, hvis der er noget, I undrer jer over, eller har på hjerte. Stort som småt.

    Når I afleverer jeres barn om morgenen, er det vigtigt, at I melder jeres barn som kommet på skærmen i indgangspartiet, og samtidigt sørger for, at der er en voksen, som har set I er kommet. 

    Giv jer tid, og fortæl os, hvis barnet har haft en skidt morgen, sovet dårligt, kommet sent i seng, eller andet, der kan få indflydelse på barnets humør eller trivsel resten af dagen.

    Den gode aflevering er selvfølgelig individuel, men her er et par gode råd:

    • Sørg altid for, at dit barn ser du går. Aftal om I skal sige/vinke farvel ved en voksen, om I skal sige farvel ude ved døren, og om der skal en voksen med til at vinke farvel.
    • Hvis dit barn synes det er svært i afleveringen, så er vores anbefaling at gøre afleveringen, så kort som muligt i samarbejdet med personalet.
    • Tal med personalet, hvis barnet ofte er ked af det ved aflevering. Så prøver vi sammen at finde en mere hensigtsmæssig afskedsmetode.
    • Husk, at det er naturligt for barnet at græde, når mor eller far går. Det går oftest hurtigt over, men I er selvfølgelig altid velkommen til at ringe ned og høre, hvordan jeres barn har det.

    Når I henter jeres barn, er det altid rart for barnet, hvis I har god tid, når I kommer. Barnet kan have behov for at lege eller gøre en aktivitet færdig. Og når I går fra institutionen er det vigtigt, vi som personale får sagt farvel til jeres barn, samt at I får tjekket jeres barn ud på skærmen ved indgangspartiet.

    Hverdagen i Sansehuset

    Vi har inddelt børnegruppen i 3 faste grupper med henholdsvis de yngste børn (smølferne) og to mellemgrupper (spilopperne og krudtuglerne). Grupperne mødes til de tre måltider (formiddagssnack, frokost og eftermiddagssnack). Resten af tiden er vi ét fælles hus med ture, aktiviteter og leg, hvor alle børn kan danne relationer med hinanden. 

    Vi åbner børnehaven kl. 7, hvor der er mulighed for at spise morgenmad i gangen indtil kl. 08.00.
    Fra 7.00-9.00 fordeler de voksne sig i de forskellige funktionsrum med tilbud om aktiviteter, som børnene kan vælge imellem. 

    Kl. 9-9.30 samles børn og voksne i deres primærgruppe til morgensamling, hvor vi spiser formiddagsmad (1’er mad), synger, læser bøg, snakker om dagens aktiviteter mm.  

    Kl. 9.30-11 går vi i gang med dagens pædagogiske aktiviteter og ture.

    Fra ca. kl. 11 til ca. kl. 11.45 spises der frokost (2’er mad) i børnenes primærgruppe. Børnene har et fast bord, de sidder ved sammen med deres kammerater.

    Når alle har spist, går vi i garderoben og tager overtøj på. Vi hjælpes ad med tøjet og gør meget ud af, at børnene selv prøver at tage deres tøj på. Børns selvhjulpenhed og inddragelse i de pædagogiske rutiner er en vigtig del af vores pædagogiske tilgang til børnene. De mindste, der har brug for en lur, bliver puttet i sanserummet efter frokost.

    Kl. 11.45-13.45 er vi hver dag på legepladsen. Legepladsen er en vigtig del af vores hverdag, og bliver brugt flittigt. Men legepladsen er også en del af vores funktionsrum, og udelivet fylder meget i vores hverdag. Børnene har nemlig brug for luft og brug for at udfolde sig motorisk. 
    På legepladsen kan man spille bold, cykle, eksperimentere med vand, bage kager i sandkassen, lege fangeleg, sjippe, lege gemmelege og nogle gange kysselege samt meget mere. Børnene finder hinanden på kryds og tværs, danner nye venskaber, og kaster sig ud i vores sansestimulerende legeredskaber.

    Kl. ca. 14 spiser vi eftermiddagsmad (3’er mad) i børnenes primærgruppe. Vi synger, læser bøg, og følger op på dagens aktiviteter.  

    Kl. 14.30 til kl. 15.30 holder vi, hvis behovet er til det, afslapning i sanserummet, og har almindelig leg, spil, læsning og hygge i børnehavens andre inde- og uderum. 

    Resten af dagen frem til kl. 17 (kl. 16 om fredagen) afhænger aktiviteterne af vejret og børnenes ideer. Fra kl. 16.00 er der tre voksne tilbage sammen med resten af børnene.

    Skiftetøj og overtøj

    For at kunne være ude i al slags vejr skal børnene være praktisk klædt på til årstiden. Det er vigtigt, at der altid er regntøj og gummistøvler, termotøj/flyverdragt og skiftetøj her i børnehaven. Vi forventer derfor at I forældre hver dag tjekker om jeres barn har disse ting på deres plads i garderoben. Vi har brug for hjælp til at holde orden i garderoben. 

    For børnene er det endvidere rigtig godt med et par sko/støvler, de selv kan tage på, og som eksempelvis ikke skal snøres. Jo mere børnene oplever, de selv kan ting, jo større selvværdsfølelse får de.
    Da vi ofte går på spontane ture, forventer vi at dit barn hver dag har en lille rygsæk med. Rygsækken skal have et brystspænde, så deres stropper ikke falder ned når de går hånd i hånd med deres gå-makker.