Skip navigationen

FGU Hovedstaden klar til de første elever

Mandag den 12. august er der skolestart på den helt nye uddannelse FGU (Forberedende Grunduddannelse). Hovedstadens FGU er Danmarks største og oplever en meget stor søgning med over 800 elever til skolestart. Rektor Lone Hansen håber, at uddannelsen vil leve op til elevernes forventninger og behov.

Nyhed
Anbefal denne nyhed:
Unge mennesker
Foto: FGU Hovedstaden (fguhovedstaden.dk)

Den forberedende Grunduddannelse, FGU, er Danmarks nye uddannelse målrettet unge, som har brug for et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen for at blive klar til en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller et job. FGU erstatter blandt andet Den kombinerede ungdomsuddannelse (KUU), produktionsskoler og VUC. Uddannelsen tilbyder eleverne mange forskellige uddannelsesmuligheder, og de er tilpasset de unges behov og interesser.

I dag tager eleverne så hul på skoleåret på Hovedstadens FGU. Der har været en meget stor søgning med et optag på ca. 830 elever, som er fordelt på syv forskellige adresser i fire af hovedstadens kommuner: København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør.

Store forventninger

Emilia Godske, 19 år, er en af de unge, der har valgt at søge ind på FGU Hovedstaden. Hun gik sidste år på den kombinerede ungdomsuddannelse.

“Det er et vildt fedt tilbud, det skiller sig ud. Her kan jeg bruge hænderne. På produktionsskolen oplevede jeg, at nye oplevelser, lærte mig, at jeg har talenter, jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg har opdaget, at jeg er god til at holde oplæg, at arrangere events, fundraising og aktivistarbejde. Jeg regner med, at FGU kan udvikle mig endnu mere.”

Emilia Godske forventer også, at undervisingen på FGU vil give inspiration til at finde ud af, hvad hun vil arbejde med fremover.

Alle bør have lige muligheder

Eik Dahl Bidstrup, borgmester siger: ”Alle unge bør have lige muligheder for at få en uddannelse, og for de unge, som ikke er parate til at tage en almindelig ungdomsuddannelse, er FGU’en et virkelig godt tilbud, som jeg har set frem til at følge. Ikke mindst på de unge menneskers vegne er jeg glad for at høre, at så mange unge har søgt til start på FGU-forløbet i år.”

Lone Hansen, rektor for FGU Hovedstaden, glæder sig til at byde eleverne velkommen:

“Som landets største uddannelsessted har vi et stort ansvar for at skabe en velfungerende FGU, som på den bedste måde kan ruste eleverne til at blive klar til en ungdomsuddannelse eller et job. Vores opgave er at give de unge den nødvendige støtte til at udvikle sig både socialt, personligt og fagligt, så de bliver klar til at rykke videre i uddannelse eller job. Det er helt afgørende, at FGU Hovedstaden er en uddannelse, som både de unge kommunerne, andre uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet tror på og har tillid til.”

Fakta om FGU

• FGU er et fleksibelt afklaringsforløb for unge under 25 år, der er færdige med folkeskolen, men ikke er klar til almindelige erhvervs- eller gymnasiale ungdomsuddannelser. Det kan være af faglige, personlige eller sociale årsager

• Der er ingen adgangskrav til FGU

• Målet med en FGU er at blive i stand til at tage en ungdomsuddannelse eller komme i arbejde

• FGU er en uddannelse på op til to år. Den består af forskellige uddannelsesspor, som kan tilpasses elevernes behov og interesser.