Skip navigationen

Projektstatus juni 2019

Herunder finder du en oversigt over, hvad der er besluttet, og hvad der endnu ikke er besluttet om de kommende diger i Dragør.

Dragør luftfoto

Hvad er besluttet om kommende dige og kystbeskyttelse?

  • Det er besluttet, at Dragør Kommune igangsætter arbejdet med en strategi til år 2100 med henblik på eventuelt at udbygge kystbeskyttelsen yderligere og tilpasse kommunen til stigninger af grundvandet som følge af klimaforandringer.
  • Det er besluttet, at Dragør Kommune og dens borgere skal stormflodssikring til en 100-årshændelse, baseret på den vandstand som forventes i 2050 inklusiv bølgepåvirkning.
  • Det er besluttet, at Dragør Kommune arbejder videre med en kombination af det fremskudte og tilbagetrukkede kystdige i den sydlige del af kommunen.
  • Det er besluttet, at anlæg og drift af kommende diger og kystbeskyttelse skal varetages af et fælles digelag – hvori det eksisterende digelag for nord optages. Digelaget skal nedsættes før låneoptagelse, men efter den endelige bidragsfordeling er besluttet på baggrund af et konkret projekt.
  • Det er besluttet, at Dragør Kommune vil gøre halvårlig status og indkalde til borgermøder.
  • Det er besluttet, at der arbejdes videre med konkretisering af dige-projektet gennem en konkurrence om indpasning af diger og anlæg, så der opnås bedst mulig beskyttelse med mindst mulige negative konsekvenser for kommunens bosætning, landskab og attraktioner.
  • Der er besluttet principper for en afholdelse af en arkitektkonkurrence om fremtidige diger. Her fremgår det, at der skal oprettes følgegrupper, hvor repræsentanter for grundejerne skal deltage.
  • Det er besluttet, at Dragør Kommune afsøger muligheder for fondsmidler til dækning af projekt- og/eller anlægsomkostninger.
  • Det er besluttet, at der skal afsøges løsningsmuligheder med Sund & Bælt Holding A/S og i forlængelse heraf eventuelt andre større infrastrukturselskaber og myndigheder med interesser for projektet i Dragør Kommune. Den øvrige proces med udvikling af projektet gennem konkurrence er som konsekvens heraf sat midlertidigt i bero, men forventes at fortsætte i tilrettet form i efteråret 2019. Det kan bemærkes,at der tidligere er arbejdet med en fælles løsning med parter uden for Dragør Kommune. Dengang var de fælles tekniske løsninger svære at finde, blandt andet fordi behovet for sikkerhed og dermed digernes højder var meget forskellige. Invitationen fra Sund &Bælt og den generelle udvikling på kystbeskyttelsesområdet har gjort, at kommunalbestyrelsen igen vil afsøge synergier mellem parternes behov for løsninger, inden vi går videre med udvikling af det konkrete projekt.

Hvad er endnu ikke besluttet?

  • Det er ikke besluttet, hvordan den præcise placering og udformning af diget/kystbeskyttelsesanlægget skal tage sig ud, herunder konkrete løsninger for færdsel både på diget og på tværs af diget.
  • Der er endnu ikke besluttet en bidragsfordelingsmodel – altså en fordeling af den økonomiske udgift til projektet. Kystbeskyttelsen skal med udgangspunkt i kystbeskyttelsesloven finansieres af de berørte ejere af fast ejendom – og her er kommunen en væsentlig bidragsyder. Der skal besluttes en endelig bidragsfordeling efter beslutning om et konkret projekt og inden nedsættelse af et fælles digelag.
  • Der er endnu ikke udført myndighedsansøgninger og ansøgninger om dispensation fra naturbeskyttelse og fredning, idet der endnu ikke er tegnet et myndighedsprojekt.

 Hvad er næste skridt?

  • Kommunalbestyrelsen vil i efteråret 2019 gøre status på muligheder for samarbejde og fælles løsninger på kort og lang sigt med Sund & Bælt og andre parter. Der er opmærksomhed på, at et muligt samarbejde ikke skal forlænge processen med en umiddelbar lokal løsning for Dragør Kommune, men eventuelt kan fortsætte parallelt fremadrettet.
  • Kommunalbestyrelsen vil i efteråret 2019 gøre status om mulighederne for udvikling af kystbeskyttelsesprojektet afhængigt af, om kommunen opnår fondsstøtte fra partnerskabet mellem Miljø- og Fødevareministeriet og Realdania til udvikling af et projekt
  • Der vil blive afholdt en konkurrence, som skal udfordre den tekniske løsning og samtidig tilgodese den lokale indpasning af anlægget. Der vil blive nedsat følgegrupper, hvor repræsentanter for grundejerne skal deltage.
  • Kommunen forventer at udarbejde et konkret forslag (dispositionsforslag) for digerne i anden halvår af 2020. På dette tidspunkt begynder drøftelserne om finansieringsmodellen med henblik på beslutning.

Dragør Kommune er stadig i en tidlig fase i et langstrakt projekt og forventer tidligst at kunne stikke spaden i jorden om 3-4 år. Spørgsmål om præcis placering og udformning, finasieringsmodel, anlæg og drift vil blive besvaret i løbet af perioden.