Skip navigationen

Fase 2 i Diger i Dragør - den klimarobuste kystkommune

Fase 2 i Diger i Dragør kalder vi "den klimarobuste kystkommune". I denne fase gennemfører vi en arkitektkonkurrence gennem et såkaldt parallelopdrag med tre tværfagligt sammensatte rådgiverhold. Det er et vigtigt skridt mod en - på den ene side - konkretiseret og - på den anden side - strategisk udviklingsplan for kystbeskyttelsen af Dragør Kommune.

Vision for kystbeskyttelsen i Dragør

Visionen med vores kystbeskyttelsesprojekt ’Diger i Dragør’ er, at vores 13 km lange kyststrækning skal sikres mod risikoen for oversvømmelse som følge af havvandstigninger og stormflod. Det skal ske gennem en langsigtet, strategisk og helhedsorienteret planlægning.

Risikoen for oversvømmelse skal mindskes gennem løsninger, som beskytter vores by, boliger og store natur- og kulturarvsværdier. Samtidig skal løsningerne være fleksible i forhold til behov for også at udvikle Dragør by og havn. Derudover skal løsningerne være robuste over for fremtidens klimaforandringer og over for fremtidige løsninger for klimatilpasning, som måtte komme til gennem innovation på området.

Centralt for visionen er også, at borgerne involveres aktivt i arbejdet med udviklingen af kystbeskyttelsesprojektet.

Fase 1 resulterede i en række principielle beslutninger i juni 2018

Med afsæt i visionen og på baggrund af dialogen med lokalsamfundet og en teknisk forundersøgelse traf Dragør Kommunalbestyrelse i juni 2018 en række principielle beslutninger om den fremtidige kystbeskyttelse:

  1. Kommunen og vores borgere skal stormflodsikres til minimum en 100-årshændelse (forstået som et medium sikkerhedsniveau) baseret på den vandstand, som forventes i 2050.
  2. Kystbeskyttelsens overordnede digeforløb er lagt fast, men den præcise linjeføring for kystbeskyttelsen og den arkitektoniske og kysttekniske udformning skal kvalificeres nærmere. På nuværende tidspunkt er der ikke truffet beslutning om rækkefølge og muligheden for en etapevis udvikling af kystbeskyttelsen.
  3. Kystbeskyttelsesprojektet skal udvikles i en ramme af en strategisk udviklingsplan, som går frem til år 2100, og som anviser, hvordan vores kystbeskyttelse kan tilpasses fremtidens klima.

Fase 2 Diger i Dragør – den robuste kystkommune

Med støtte fra Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet har Dragør Kommunalbestyrelse den 31. oktober 2019 besluttet at igangsætte arbejdet med en strategisk udviklingsplan for kommunens kystbeskyttelse. Det kalder vi fase 2 i Diger i Dragør – den klimarobuste kystkommune.

I forlængelse heraf vil vi bede tre tværfagligt sammensatte rådgiverhold om at komme med oplæg til en sådan udviklingsplan for den klimarobuste kystkommune. Rådgiverholdene skal blandt andet komme med et oplæg til arkitektoniske, kysttekniske og beredskabsmæssige principper for kystbeskyttelse i kommunen. I fagsprog kalder man denne måde at arbejde og måde at udvikle kystbeskyttelsesprojektet på for et parallelopdrag.

Parallelopdraget skal danne grundlag for, at der efterfølgende kan udarbejdes et såkaldt dispositionsforslag og en strategisk udviklingsplan. Eller sagt på en anden måde vil parallelopdraget danne afsæt for, at Dragør Kommunalbestyrelse kan beslutte udformning af både det konkrete kystbeskyttelsesanlæg og den strategiske retning for det videre arbejde.

Fase 2 løber til november 2020, hvor de bedste bud på kystbeskyttelsen af Dragør udfoldes og vurderes – hvad er en robust kystbeskyttelse på kort og på lang sigt?

Prækvalifikation

I første omgang inviterer vi til prækvalifikation til at deltage i parallelopdraget. På baggrund af de indkomne ansøgninger vælger vi de tre rådgiverhold ud, som får mulighed for at deltage i parallelopdraget. Perioden for prækvalifikation løber fra primo december 2019 til den 15. januar 2020.