Om SFO-forløbet
SFO-forløbet MÅNEBASE er udarbejdet af pædagoger og børn i Dragør Kommune til pædagoger og børn.
Det er mere end 50 år siden, at et menneske har sat sine ben på Månen, men vores naboklode fascinerer stadigvæk. Rumagenturer verden over planlægger nu at sende mennesker tilbage til Månen. Hvordan vil livet se ud, når vi mennesker i fremtiden skal bo på Månen? Dette er rammefortællingen for projekt MÅNEBASE.
Forløbet består af kreative værkstedsaktiviteter skabt af pædagoger i samarbejde med børnene. Her kan børnene lave astronautmad, bygge månebiler og raketter og prøve at lave deres egne rumhjelme og spille månefodbold.
Til hver aktivitet er knyttet et blended-learning materiale, der består af en faglig film, hvor den danske astronaut Andreas Mogensen og astrofysiker Tina Ibsen fortæller om videnskaben bag de kreative aktiviteter. Hver aktivitet har en faglig film samt vejledninger, der klæder pædagogerne og børnene på til at komme i gang.
Forløbet indeholder også et forslag til indhold i en familiedag som afslutning på forløbet.