Skip navigationen

Opskrivning til husvildebolig

Hvis du er husvild, kan du i særlige tilfælde blive skrevet op til en bolig via husvildelisten. Her kan du se, om du opfylder kriterierne.

Opskrivning på husvildelisten 

Dragør Kommune kan i få og særlige tilfælde hjælpe med at anvise en bolig, som du selv skal betale for. Dette handler primært om midlertidige løsninger for husvilde, der giver tag over hovedet.
Dragør Kommune har begrænsede muligheder for at tilbyde en bolig og derfor anvises de få ledige boliger til borgere, der har det mest påtrængende behov. Tildeling håndteres efter en individuel vurdering af den enkelte boligsøgendes behov. 

Kriterier for opskrivning  

For at være berettiget til opskrivning på husvildelisten, skal du opfylde følgende kriterier samt dokumentere, at kriterierne er opfyldt:

  • Du skal have folkeregisteradresse i Dragør Kommune 
  • Du skal have været udsat for en social hændelse (f.eks. hvis du har mistet din bolig i en brand, og ingen forsikring dækker genhusning. Skilsmisse anses ikke som en social hændelse jf. lovgivningen)
  • Du skal være uforskyldt husvild 
  • Du skal være ude af stand til selv at skaffe en bolig 
  • Du skal være skrevet op i mindst to boligselskaber

Du er ikke berettiget til at komme på husvildelisten, hvis: 

  • Du er formuende (f.eks. når du har penge/værdier, så du selv kan betale et indskud)
  • Du står uden bolig grundet salg af ejerbolig 
  • Du er flyttet til kommunen med et såkaldt forudseligt boligproblem, dvs. hvis du: 
    •  indgår et tidsbegrænset lejemål eller er fremlejetager 
    • har boet i fremlejet bolig og er blevet opsagt ved ikke at overholde gældende regler på området 
    • tilflytter en bolig, som du allerede på indflytningstidspunktet ved er uegnet i forhold til størrelse, økonomi m.m. 
    • har været udrejst fra landet og kommer tilbage igen og står uden bolig 

Tildeling af boliger 

Opskrivning til husvildelisten sker ud fra en prioritering, der tager udgangspunkt i lovgivningen, politisk vedtagne kriterier og en faglig og individuel vurdering.

De politisk vedtagne kriterier for anvisning af bolig: 

  • Familier, der er blevet akut og uforskyldt husvilde
  • Unge, der har været i efterværn iht. servicelovens § 76
  • Borgere med flygtningestatus iht. integrationsloven § 12
  • Borgere, der bor i andre kommuner og er visiteret til at modtage støtte fra Dragør Kommune efter servicelovens § 85
  • Borgere, der bor i andre kommuner og er visiteret til at modtage støtte fra Dragør Kommune efter servicelovens § 107
  • Borgere, der bor i andre kommuner og er visiteret til at modtage støtte fra Dragør Kommune efter servicelovens § 108
  • Borgere, der har ophold på krisecenter iht. servicelovens § 109
  • Borgere, der har ophold på herberg iht. servicelovens § 110
  • Familier med børn under 18 år, der har betydelige og påtrængende vanskeligheder, som følge af en pludselig opstået og uforudsigelig hændelse, hvor det fagligt skønnes, at en anvisning til ny bolig vil have betydeligt positiv indvirkning på børnenes trivsel og udvikling. 

Aktivt boligsøgende

Hvis du allerede bor i en lejebolig, vil du have mulighed for at få løst dit boligproblem i samarbejde med udlejer/boligselskabet.
Hvis du ikke allerede bor i en lejebolig, men er skrevet op i et boligselskab, skal du rette henvendelse til boligselskabet og forhøre dig om dine muligheder. Du skal udnytte egne muligheder for at skaffe bolig ved f.eks. at benytte diverse boligportaler. 

Ansøgning

Ansøgning kan sendes til borgerogsocial@dragoer.dk eller ved henvendelse i Borgercentret.

Klagemulighed 

Afslag på opskrivning på husvildelisten kan behandles som klage i Ankestyrelsen. Hvis du får afslag, kan du sende en klage til Borger og Social. Borger og Social genbehandler din ansøgning og sender klagen videre til Ankestyrelsen, hvis beslutningen fastholdes. 

En tildeling af en bolig til en anden borger, der er optaget på husvildelisten, kan ikke behandles som klage. 

Kontakt

Borger og Social

Telefon: 32 89 01 00

Du kan også sende en mail til Borger og Social
OBS! Når du sender en mail til os, bliver du bedt om at bruge din NemID. På den måde bliver mailen sikker, og du kan skrive dine personlige oplysninger som fx dit cpr.nr.