Skip navigationen

Akuttelefonen forlænger hjælp til psykisk syge

Voksne i akut psykisk krise har siden oktober 2016 haft muligheden for professionel støtte og rådgivning i de sene aften- og nattetimer gennem Akuttelefonen. Tilbuddet startede som et ét-årigt forsøg og bliver nu forlænget endnu et år

I nærheden af 200 opkald har medarbejderne på Akuttelefonen indtil videre modtaget fra voksne, der havde behov for at få hjælp til at håndtere en akut psykisk krise. Nu bliver tilbuddet forlænget.

"De borgere, der benytter Akuttelefonen, bliver hjulpet til at kunne håndtere den situation, de står i, og de ofte får tilstrækkeligt hjælp til at kunne klare sig igennem natten”, fortæller forstander på bostedet Kløverengen i Ishøj, Anette Harbers van Bijlevelt Rix, hvis medarbejdere bemander Akuttelefonen.

Dragør Kommune lancerede i samarbejde med syv andre kommuner tilbuddet om psykisk krisehjælp tilbage i oktober sidste år netop for at dække et "hul" i de sene aften- og nattetimer, hvor andre tilbud om hjælp og rådgivning har lukket.

"Vi modtager opkald fra borgere, der er på nippet til at gøre selvskade og bruger Akuttelefonen som en hjælp til at undgå dette. Mange ringer ind med angst og uro. Gennem samtalerne med vores professionelle medarbejdere får de styr på tankerne og falder langsomt til ro,” siger Anette Harbers van Bijlevelt Rix og tilføjer:

"På spørgsmålet, om borgeren ville ringe igen i en lignende situation, svarer 97% ja."

Åben aften og nat


Du kan ringe til Akuttelefonen på 2525 0400. Telefonen har åbent alle dage kl. 23.30-7.00

Akuttelefonen er bemandet af professionelle medarbejdere fra bostedet Kløverengen i Ishøj Kommune, som er vant til at yde psykisk krisehjælp til mennesker med et akut behov.

Tilbuddet er etableret af de otte kommuner: Ishøj, Vallensbæk, Albertslund, Brøndby, Hvidovre, Glostrup, Tårnby og Dragør.